Nyt på museet

Bogudgivelse på museet - Sømandskoner

BOGUDGIVELSE

Smandskoner

Ny bog: Sømandskoner i Marstal – fortællinger fra sø og land

Litteratur om søens verden er sædvanligvis møntet på sømanden og hans mere eller mindre farverige søfærd. Kvinden i forholdet, sømandskonen, er i så henseende ofte ladt i stikken. Selvfølgelig er der mere kulør på sømandens hårdtvejrsberetninger, beskrivelser af landgang på fjerne kyster og i eksotiske havnebyer. Beretningen om sømandshustruen hjemme og om den medsejlende hustru, der er med til søs for oplevelsen og samværet eller er forhyret i kabyssen, skal imidlertid nødvendigvis også føres til bogs for at fuldende billedet af sømandslivet. Der er ganske vist skrevet herom, men der er et efterslæb at tage fat på. Den side af sømandslivet hankes der op i den ny 96 siders udgivelse, der bygger dels på skrevne kilder fra Marstal Søfartsmuseums righoldige arkiv dels på interviews med kvinder i søfartssamfundet, spændende og nærværende beretninger om en livsform, som vi til hverdag ikke tænker så meget over er noget specielt, velsagtens fordi det er naturligt i en sømandsby som Marstal.

Med denne bog fra Marstal Søfartsmuseum forfattet af Mette Eriksen Havsteen-Mikkelsen er der føjet nogle værdifulde sømil til belysningen af sømandskonernes tilværelse, den nødvendige beretning for at omfavne historien om sølivet.