Erindringer

En marstallerdrengs erindringer

Af skibsfører Chr. Raahauge

Som alle drenge i Marstal var jeg, saa langt jeg husker tilbage, vant til at færdes i baade og paa skibe. Far var selv ejer af en mindre skonnert, og mor har fortalt, at jeg tog mine første skridt paa en dækslast. Hver sommerferie sejlede jeg med far, og den gang kunde vi faa fri fra skolen før og efter ferien, naar forholdene talte derfor, saa ferien ofte for mit vedkommende blev to maaneder.

Hele aaret havde vi rig lejlighed til at tumle os i baade og pramme. Der var dels mange udrangerede skibsbaade, hvor ejeren ikke tog det saa nøje at lade os laane. Dels kammerater, hvis fars skib laa i havnen, og baaden blev da flittig brugt af drenge og kammerater. Senere blev baadene her for fine til at laane ud. Da jeg var syv aar, lærte jeg at sejle fars baad, det skete i den svenske skærgaard ved Karlskrone og blev ikke helt smertefrit. Den første dag jeg fik lov at sejle selv, drev jeg bort, da jeg ikke kunde krydse op til skibet. En svensk “pojke” hjalp mig tilbage, og jeg maatte betale ham mine 35 øre, jeg havde sparet sammen til kirsebær, naar vi kom til Stettin. Nu fik jeg rigtig undervisning ogsaa i at krydse op mod vinden af far og styrmanden, og smakken fik baade fald og givtov, og jeg lærte at rebe.

Vor legeplads var altid ved havnen og mest i baad, kunde vi ikke laane en, huggede vi en og slap den meste tid godt eller lempeligt fra det. Men det skete dog, at vi blev grebet og fik en omgang klø, værre var det, naar vi blev taget i nakken og dyppet et par gange. Det kunde ikke skjules for mor. Der var liv paa havnen den gang, mange skibe blev bygget og repareret. Den gang fik tømmermændene huggespaanerne. Børn, mest drenge, samlede dem i bunker og fik derfor en del til sig selv. Der var mange af mine kammerater, som skulde samle, før de fik lov at lege, og saa hjalp vi til for at faa vor kammerat med til leg.

Jeg var ogsaa med til at bygge et fyrtaarn til ære for Kong Kristian den 9's guldbryllup og et til Frederik den 8's sølvbryllup. Begge byggede paa det sted, hvor jernskibsværftet er nu, der var de ved at blive opfyldt. Det sidste byggedes af sten fra et nedbrudt hus, der var bygget af ler, dette blev opløst omsmeltet og brugt igen. Der var dog ikke nok. Vi hentede saa halve og kasserede sten paa teglværket hos Jens Winther (ved Solbjerg). Vi laante vogn og var selv hest. Grus hentede nr. baad paa Halen. Ved hjælp af karrusel m.m. tjentes til kalk. At vore mødre ikke var saa begejstret for vort arbejde er let forstaaeligt, naar vi tænker paa vort tøj ved saadant arbejde, men der var enighed om og ved arbejdet. Der blev ogsaa bygget fyrtaarn af de Nørre omme ved Enighedstræde. Enigheden mellem de byggende rivaler var mindre god, hvad en bar plet oven i mit hoved bærer mærke af.

Ved de to højtideligheder, hvortil fyrtaarnene var bygget, blev der skudt med kanon, og der var fyrværkeri og optog med musik. Stor hjælp havde vi drenge af ældre skippere særlig forhyringsagent H. Bager.

Jeg blev konfirmeret den 1. marts 1896, var til alters følgende onsdag. Næste dag mønstrede jeg som kok i Svendborg paa fars skib Sif, lastende 70 tons, tre mands besætning. Allerede næste dag sejlede den mod Egernsund, men naaede kun til Avernakø, her fik vi en haard storm i to dage. Jeg var søsyg, men maatte gøre mit arbejde, da far vilde gøre mig ked af at sejle. Jeg selv havde ikke ud af, at vi var i knibe, men jeg husker, at far trøstede bedstemanden og sagde: “Du skal ikke tabe modet Hans, driver vi i land, gaar den saa højt op, at vi kan gaa i land.”

Vi sejlede mest det aar med granit fra Karlshavn-distrikt til tyske havne. Der var mange marstallere i den fart. Jeg husker skipperne talte om, at granitten d.v.s. brosten, kantsten og større huggede sten til viadukter var til veje for militæret imod Frankrig. Ved juletid blev vi oplagt. Hyren det aar var 12 kr. pr. maaned. Jeg maatte stoppe min pibe af fars daase, men lommepenge blev vist ikke 10 kr. hele aaret. Men jeg har næppe savnet noget. Mine kollegaer havde ikke mere.

Næste aar sejlede jeg som kok med topsejlsskonnert Kristiane. Vi sejlede med granit fra Norge til Aberdeen, Skotland, derfra til kulhavn i Leithfjorden og til dansk havn, dog var vi om efteraaret paa Gotland at laste slibesten til Antwerpen, sidste rejse var kul til Marstal for oplægning. Dette aar var hyren 16 kr., fra oktober 18 kr.

3. aar kom jeg med nybygget tremastet topsejlsskonnert M. Hay som kok - 28 kr. i hyre. Jeg turde endnu ikke tage ungmandshyre, da jeg var lille af vækst. Men i september mønstrede jeg af og tog hyre som ungmand i skonnertbrig Cathrine. De forannævnte skibe havde alle tre været stærke og velsejlende skibe. Nu kom jeg om bord i en som sejlede meget daarligt, og som ejheller kunde taale sejlene. Vi fik det snart at føle. Vi lastede træ i Helsingfors til Nordfrankrig. Rejsen gik smaat, men dog godt til vi den 1. oktober passerede Hanstholm, samme nat maatte vi lægge den for smaa sejl ved vind af SØ og senere dreje under, hvor andre skibe strøg forbi os for fuld fart. Det blev ved at blæse længe af forskellig vind. Snart fik at vide af styrmanden, at vi skulde være ved Dogger, snart ved Horns rev, en gang ved Yarmouth Banker. Alt imens havde vi faaet kastet dækslasten og pumpet uafbrudt uden at faa læns. En dag blev det besluttet at forlade skibet. Alt blev gjort klar til at gaa i baaden. Nødflag blev hejst for at en sildefisker, der laa til ankers kunde være klar til hjælp. Vi skulde jo saa nær som muligt, før vi gik i baaden. Derved opstod der fare for kollision, saa vi maatte sætte sejl for at manøvrere. Ingen tænkte paa andet end undgaa kollision. Inden vi igen kom til vinden, var vi langt fra fiskeren og maatte opgive. En dag drev vi over grundt vand uden dog at støde paa, men grus og smaa sten var der meget af paa dækket. Den 29. november naaede vi til ankers ved Downs nord for Dover, og der blev telegraferet til rederiet. Der var, hørte vi senere, kun to, rederen og min far, der ikke havde opgivet os. To marstallere, som passerede Hanstholm samme dag som os, havde losset i Frankrig, lastet i England og udlosset i Danmark før vi naaede Downs. Jeg var her om bord i atten maaneder. Havde mange drøje rejser, de aller fleste grundet paa det daarlige skib. Skipperen var en gammel søulk og haard i det. Fortjeneste sikkert ringe, og maaske derfor kosten sløj. Kunde vi faa kokken til at hugge et par spegesild eller salt flæsk, nød vi det. Min hyre her om bord var 32 kr.

I 1900 sejlede jeg atter med far paa samme fart som før omtalt. Hyren var 45 kr.

1901 sejlede jeg med tremastet topsejlsskonnert Juliane. Vi var hele aaret i fart med granit fra Strömstad-distrikt til Newcastle, derfra med gaskul til Haderslev. Hyren var, som mellem fuld- og letmatros 52 kr.

1902 til april 1903 var jeg paa navigationsskole og fik styrmandseksamen. Derefter til orlogs med krydseren Heimdal til oktober.

Straks jeg var dimitteret fra marinen, rejste jeg til Hamborg for at søge hyre i tysk eller engelsk sejlskib. Rejsen gik via Marstal, Korsør og Kiel med gamle Daneskjold Samsø til Hamborg. I Korsør, hvorfra vi sejlede sent om aftenen, var vi tre sømænd, som skulde samme vej. Det viste sig, at vi var gode bekendte fra Heimdal, men ikke kendte hinanden straks, grundet paa civilt tøj. Det var pæne mennesker, havde faret fra Hamborg før og blev en stor hjælp for mig i Hamborg. Jeg fik sammen med mine kammerater logi hos den bedste værtinde dengang i Hamborg, nemlig fru Palle, Kastaniealle 40. Dette kvarter er, saavidt jeg har hørt, “ausradiert”.

Med Daneskjold Samsø  havde vi en drøj tur til Kiel. Dækket, rettere fordækket, var fuld af fiskekasser. Det blæste haardt af vestlig, saa da vi var passeret Gulstav, kunde den ikke hytte forskibet. 3. klasse kahyt var kun lille med kun faa liggepladser og i samme udgang en endnu mindre damekahyt. Vi havde en lumsk anelse om at mandskabet selv havde aabnet losseportene paa dækket, saaledes at samtlige kasser paa dækket gik over bord. Det lavede jo en gruelig spektakel, saa tre-fire damer var meget bange og søsyge. En matros var nede, før det blev rigtig galt, og beroligede damerne. Vi forhørte paa broen om hjælp til damerne, de var alle ældre. Kaptajnen forklarede, de havde ikke tid. Vi hjalp dem saa trods forbud, de havde kastet op og var ligeglade og saa ikke godt ud, særlig overtøjet var tilredt. Da vi kom ind i Kielerfjord, blev vi dog takket af kaptajnen. Vi blev syv timer forsinket og naaede først Hamborg om aftenen. Her var mine kammerater huskendt, saa alt gik glat med tøj og logi. Næste dag til forhyringsagent og til synsprøve, som allerede dengang var tvunget i Tyskland. Det viste sig, at det var sløjt med hyren, saa jeg fik god tid til at se Hamborg havn. Pengene var smaa, saa St. Pauli var for dyr for min pung. Dagen gik med hyrebassen fra 9-11, saa op hos Waise og faa et glas før middagen. Kl. 3 igen hos forhyringsagenten, saa en spadseretur, ofte ud til “Alsteren”, og et glas øl. Aftenen i St. Pauli, hvor alt, som var for søfolk, var meget billigt. Vi kunde sidde i varietéer, kun ikke de flotteste, ved et glas øl for 15 Pfn. i flere timer. Hos Wullf og Kasino var entre for søfolk gratis, og drikkevarerne var billige. Vi naaede langt for en mark, dvs. 89 øre, takket være mine kammerater. Vi fik omtrent hyre samtidig, tre uger efter ankomsten. Fru Palle var som en mor for os. Hellere saa hun os udrustet godt, som at faa sin regning betalt.

Jeg kom med en nylig indkøbt bark, før fransk. Den blev døbt Mise Marie og lastede 1900 ton. Det var et smukt skib og godt i orden overalt. Den tilhørte to højtstående tyske landofficerer, som ejede kolonier i Sydafrika, og skibet var købt til at besejle dem. Kaptajn Thedens, 62 aar, var fører, skibet var næsten fuld lastet med stykgods, deriblandt mange barnevogne, klaverer, masser af damisianer (glasflasker i kurvefletning) og masser af pigtraad i ruller. En fin last at sejle paa. Vi havde hørt en fugl synge om, at vi skulde have marineuniform. Den dag skibet skulde døbes, kom der kok og tjenere om bord. Alle flag blev hejst, og en time før selskabet kom, fik vi ordre til at vaske os, begge styrmænd kom i flotte uniformer som søofficerer, med en pakke tøj, d.v.s. benklæder, genser med skibets navn og marinehuer til hver mand med ordre at klæde os deri, men samtidig besked at levere det af rent, naar gæsterne var gaaet fra borde. Jeg var den eneste udlændinge, saa jeg fulgte de andre og vi nægtede at klæde os ud paa kommando. Styrmændene holdt med os deri, og resultatet var, at den yngste matros, to letmatroser og dæksdrengen trak i tøjet og parerede ved falderebet. Rederne var helt ukendt med skibsfart og ville forsyne os “before the mast” med baade køje, olietøj og støvler, men skipperen fik ham gjort klogere. Dog fik vi vaskefade til hver mand. Baljer til tøjvask, vandkander og glas til drikkevand, dette var vist uhørt dengang. Omkring 1. november sejlede vi fra Hamborg bestemt til Santos. Vi havde daarligt vejr og modvind i Nordsøen og Kanalen. Vi havde engelske vagter, og hver gang, der  blev vendt, var alle mand paa dæk, saa det blev til lidt søvn. Vi passerede der træbarken Claudia af Marstal, han laa for undermærssejl og stagsejl og spidsmesan, han gik fra Hamborg til Maracaibo ti dage før os. Vi førte endnu store bramsejl. Kort efter kom vinden NV, og nu gik det syd over under et pres af sejl, og snart blev det mildt og behageligt. Der blev nu skiftet fra vagt om vagt til arbejdsvagt, skønt den tyske lov lød paa vagt om vagt.

Der blev protesteret af alle mand paa halvdækket med det resultat, at vi fik tyske vagter: danske, men med arbejdsvagter, saa kunde vi klage, naar vi kom i tysk havn, hvilket ogsaa skete. Arbejdsvagten var fra 8-10 formiddag og 1-3 eftermiddag.

Saa snart det blev mildt, toges et oksehoved (beholder) hvidtøl paa dækket til brug for alle og senere eet til. Til frokost fik vi hver dag stuvet kålrabi, senere bagte bønner, begge dele smagte godt. Da vi nærmede os “Linien”, fik dem af besætningen, der var døbte, travlt med at gøre klar til at tage imod “Neptun”. Der blev forhørt, naar vi mente at naa frem, og svaret var antagelig søndag. Lørdag middag, da officererne maalte solen, stod jeg til rors og hørte solens højde. I hemmelighed regnede jeg den ud, og vi manglede da kun et par miles. Jeg havde som eneste dansk læsning kun navigationsbog, tabel og almanak. Om natten paa vagten spurgte førstestyrmand, om jeg havde været over “Linien”. Ja, var svaret, hvornår, spurgte han. Kl. halv to i eftermiddags. Han studsede, bandede og sagde: vi havde helt glemt, du har eksamen, hvor har du højde fra solen fra. - Jeg stod til rors i middags. Han bad mig tie med det, hvilket jeg lovede, naar han ogsaa vilde tie med at jeg havde eksamen. Han og skipperen havde vidst det hele tiden, fru Palle havde fortalt det.

Festlighederne foregik søndag eftermiddag. Vi var fire, hvoraf jeg var den ældste. Det er jo en morsom, om end lidt raa ceremoni, hvis der strittes imod, for dem gaar det ud over. Jeg blev behandlet bedre end de unge. Beskrive det, har jo saa mange gjort. Da det var overstaaet og dækket rengjort, fik hver mand en hel bayersk øl, oh, hvor det smagte.

Rejsen fortsattes til Santos i Brasilien. Det var jo første gang jeg var i troperne, og jeg nød sejladsen og varmen. Jeg havde stortoppen at efterse, og ellers syede jeg sejl paa halvdækket under skipperens opsigt, og det var en god skole, da han var flink til at vise fra sig. Kort før jul kom vi til Santos, og da det var lige i febertiden, varmt med hyppige regnskyl, fik vi instrukser for at undgaa feber. Vi skulde overholde instrukserne særlig i fritiden. Men i arbejdstiden tog den gamle det ikke saa nøje. Santos var før berygtet for gul feber. Der laa endnu en del vrag fra den tid, da hele mandskabet døde. Nyt mandskab, som blev sendt, døde ogsaa, og skibene blev til sidst vrag. Nu var sumpene nær byen væk, og der var bygget stenkajer, og feberen derfor minimal. Saa snart der var lidt med maven kom vi paa hospitalet. Jeg naaede ogsaa derop. Det laa nemlig oppe paa et lille bjerg, og der var dejligt køligt, imod hvordan det var i havnen. Vi lossede ret hurtigt og blev slæbt ud for anker. Havnen var stor og rummelig. Der laa flere amerikanere, en bremerbark og en norsk bark. Der var ingen samkvem mellem skibene, og landlov kun medens vi laa ved kaj. Det jeg husker bedst fra Santos var parken om aftenen, der var dejligt og masser af tropefugle. Vi fik længere ophold der som beregnet, og skibet blev klappet, skrabet og malet, særlig malet mange gange, ogsaa rummet fik en god omgang. Endelig kom vi til kaj igen, lossede det sidste pigtraad og fik ballast og saa til søs. Medens vi laa i Santos, var vi om natten plaget af moskitos, og de fleste af mandskabet sov i mærsene. Jeg dog altid i min køje, og drengene maatte pænt ned i deres køjer ogsaa. Jeg lærte af en gammel sejlmager at holde moskitoerne ude af lukafet. Kort før jeg vilde til køjs, blev der brændt noget gammelt sejldug i en dunk i lugaret, der drev dem ud, dernæst et haandklæde dyppet i petroleum i hver dør og en klud i hver koøje og ikke mere lys i lukafet. Saa kunde vi sove nogenlunde den første del af natten.

Sidst i februar sejlede vi fra Santos bestemt til Cuba. Det var dejligt at komme til søs igen fra det lumre hul Santos. Vi havde masser af frugt med. Det eneste bemærkelsesværdigt paa denne rejse var at vi NØ. for Pernambuco brækkede store mærsestang, vi fik der rigtig daarlig vejr af SV med regn. Der blev sejlet haardt. Vi havde fuld sejl hele første vagt, og vi var klar ved faldene hele vagten. Kl.12 ved vagtskifte var vi klare over, der skulle bjærges sejl. Men stor var forbavselsen, da ordrer ved mønstringen paa halvdækket lød: frivagten kan gaa til køjs. Det varede dog ikke længe, før vi hørte fokken slaa. Vi var klar over, at den var løbet i vinden for rorsmanden, da den i det sejlpres var svær at styre. Kort efter kom tømrermanden og purrede ud og fortalte, at bramstangen paa stortoppen var brækket. Det var saa mørkt, at han ikke kunde se, hvad der var sket. Inden vi kom paa dækket var fore røjl, bramsejl m. fl. ved at blive bjerget af vagten. En matros og jeg blev sendt i stortoppen for at se, hvad der var sket. Store bramstang med røjl og stagsejl hang og svajede, som skibet slingrede til, over imod forriggen, mens store mærsesejl var strakt. Vi kom dog ikke længere som til mærset, før vi fandt, at stængevandt og det hele der var helt slokt. Da vi kom ned med den besked, fik vi en baljefuld. 2. styrmand blev sendt op og kom med samme besked, ogsaa han fik en bøttefuld. 1. styrmand var saa oppe, og efter en samtale mellem ham og den gamle fik vi ordre, frivagten gaar til køjs. Det viste sig da det blev dag, (alle mand var da paa dækket og havde faaet frokost), at store mærsestang var brækket i skivgattet til faldet, saa dette endnu laa hen over stangen og havde gnavet sig ned i den, saa der ikke kunde fires. Hele det øvrige oven over hang i fald og barduner hen over raaen. Vejret var nu bedre, og det var tørvejr. Vinden var agten for tværs. Der hvor store mærsefald var gnavet ned i stangen, begyndte stangen at flække, saa vi kunde vente det hele hvert øjeblik daskede ned. 2. styrmand og jeg blev sendt op og fik en solid surring af wire lagt om stangen, og saa begyndte afrigningen. Sejlene blev slaaet fra der oppe. Vi arbejdede i hold, saa vi skiftedes til at være til vejrs og paa dæk. Den værste post den dag var til rors. Der havde vi jo frit syn og tid til at holde øje med det, der foregik, og vi ventede, at det hele faldt ned, hver gang skibet tog en stor overhaling. Der blev ikke holdt hvil før alt var klart. Kokken bragte maden til hver, og vi fik øl at drikke ret ofte. Før det blev mørkt var alt nede paa dæk, store mærsesejl fast og sat fuld fortop. Ikke et bændsel eller gårding var kappet. Det saa ikke godt ud fra dækket, under arbejdet. Vi hang i baadsmandsstole og arbejdede, men deroppe glemte vi helt risikoen.

Kursen blev sat efter Barbados. Der fik vi ny mærsestang. Skibet blev malet udenbords flere gange, og rejsen fortsatte til vestkysten af Cuba, hvor der paa smaa pladser lastedes mahogni, ceder og flere andre sorter træ. Der var ikke havne, vi laa paa aaben kyst og kun en søndag var vi lidt i land. Træet, store huggede kævler, blev færget ud til skibet om natten og ankredes nær ved, hvor vi saa hentede det langs siden og hev det om bord med haandkraft. Vi havde folk fra land til at stuve lasten. De havde deres egen kok og smedens esse som kabys paa fordækket. Da vi skulde sejle, fik vi vand langt borte fra i en jagt. Vandet var vist ubrugeligt og vist kun tænkt som reserve. Det var fuld af smaa dyr og stank. Den tank, vi havde foruden, rakte til rejsen, og det fra Cuba blev pumpet ud og tanken renset, før vi kom til Havre i Frankrig.

Vi fik mange Yams-sweet-potatoes og frugt om bord. Høns og grise havde vi haft hele tiden. Nu fik vi tre grise, en del høns, kalkuner, et rigtigt vildsvin, to hjorte, en del flamingoer og havskildpadder og to geder. Gederne blev spist ret hurtigt, og flamingoerne samt havskildpadderne, de var kun smaa, døde, før vi var klar af Florida Strædet. Foruden havde vi fra Santos to meget store bure med selskabspapegøjer og rigtige papegøjer og tre-fire aber, deraf den ene ret stor, som altid var i lænke. Den gik vi langt uden om. Vildsvinet kom om bord, lige før vi lettede, bundet med bast og en takling om den lange snude. Før disse blev løst af indfødte, blev vi varskoet bort fra dækket og godt det samme. Det løb et par gange dækket rundt, stødte til grisene, saa de røg langs dækket og endte selv til slut under bakken, og der blev det hele rejsen, undtagen naar det vilde æde, så varskoede det altid, før det kom, ved nogle stød i trompeten. Saa gjaldt det at komme bort. Svinene blev slagtet paa rejsen. I kahytten fik de ofte fjerkræ. I mandskabslukafet havde vi en del papegøjer og smaa aber, men disse gik frit, saa de blæste alle i søen fra riggen. Vildsvin, aber, papegøjer og hjorte blev hentet til zoologisk have ved ankomsten til Hamborg. Efter udlosning i Le Havre sejlede vi til Hamborg og blev afmønstret.

Paa rejsen fra Cuba fangede vi en dag syv store hajer. Det var flovt hele eftermiddagen, og der var hele tiden hajer rundt om skibet. Der blev forsøgt baade med krog og harpun uden bid, endnu et par flamingoer blev dræbt og sat paa krog. Kort før solnedgang bed den første, som vi dog i vor iver rev kæben i stykker paa. Desuden bed de igen, saa snart krogen kom i vandet, og paa kort tid havde vi syv paa dækket. De fleste blev skudt, før vi tog dem indenbords, men for at vise os, hvorledes det ellers gik rigtig til, toges to-tre ind levende som følger: Hajen blev holdt langs siden. Et løbestik blev lagt om halen, og og så blev den halet op i begge ender til lønningen. Begge, baade krog og halelinerne, blev gjort fast paa kofilnagler, og hajen blev derefter vippet indenbords, hvor den saa hang strakt, og hovedet blev kappet af. De kan ellers slaa voldsomt med halen. Siden har jeg altid taget hajer ind paa den maade.

Vi kom til Hamborg søndag morgen og blev afmønstret mandag. Vi havde haft arbejdsvagt i søen, skønt den tyske sølov sagde vagt om vagt. Vi forlangte overtid, hvilket kaptajnen nægtede os, paaberaabende, at det var på grund af skibets sikkerhed. Jeg havde ført dagbog over alle vore vagter, og dette kom os til gode. Vi fik vort tilgodehavende.

(Marstal Søfartsmuseums årbog 2000)

Log in

© Marstal Søfartsmuseum 2015-2018
Design, produktion og seo: demand.dk