Erindringer

Erindringer fra sølivet

af Hans Bager Dreymann (skrevet 1980)

Jeg har flere gange hørt gamle sømænd fortælle om deres oplevelser om bord på sejlskibe på lange farter i de gode gamle dage. Ja, jeg har da også for nylig læst en artikel omhandlende samme emne i et af vore mange ugeblade. Hvis man skulde tro alle disse forfærdelige oplevelser, som disse gamle fortæller, de har været udsat for i deres unge dage i den tids sejlskibe, ja så begriber man ikke, at de mønstrede igen og igen. For at få mig til at tro på disse fortælleres historier, skal vi nok godt et århundrede tilbage i tiden, der kan vel næppe være mange nulevende, der har oplevet de rigtig hårde tider i vore sejlskibe. Derfor er jeg mest tilbøjelig til at tro, at en hel del af dét, disse gamle sømænd fortæller, stammer fra rygter, de har hørt i deres ungdom, og disse blandes så sammen med egne oplevelser.

Det er da rigtigt at beboelsesforholdene på de skibe, hvor mandskabet boede forude i lukafet, var meget dårlige. Foruden menneskebolig var det også oplagsrum for reservesejl, tovværk, maling, kartofler, kul o.s.v., ofte var kædekassen anbragt agten for nedgangstrappen. Og alene denne kunde jo lugte ganske dejligt af mudder, hvis man havde været til ankers et sted, hvor der var blød mudderbund. Luften i lukafet var altså ikke altid lige god, for der var jo ikke noget, der hed ventilation, og kun med pænt vejr kunde dørene til lukafet være åbne. I søen kunde vi aldrig have ild i kakkelovnen, dels på grund af vandsprøjt over skibet, dels på grund af træk fra sejlene, som gjorde det helt umuligt at få kakkelovnen til at tænde, så der var tit meget fugtigt i lukafet, men jeg har aldrig, så vidt jeg husker, været ude for sygdom om bord.

Der har været talt en hel del om arbejdsvagt, en ting som jeg aldrig har været udsat for, den bestod i, at frivagten formiddag og eftermiddag blev tørnet til to timer. Det vil altså sige, at besætningen i søen arbejdede fjorten timer i døgnet og havde frihed ti timer. Men jeg husker, da dengang jeg var dreng, at de unge talte meget om de skibe, hvor forholdene var sådan. Så allerede på det tidspunkt kendte vi de skibe, hvor forholdene var sådan. Foruden den her omtalte arbejdsvagt blev vi jo også af og til purret ud på frivagten for at hjælpe med til at rebe eller bjærge sejl, men det var jo en ganske naturlig ting at blive tørnet til, når det gjaldt den slags arbejde. Lad mig lige her indskyde, at overtidsbetaling eller godtgørelse med anden frihed endnu ikke var opfundet dengang.

Kosten var elendig, siges og skrives der meget om. Salt kød, salt fisk og som tørkost de meget berygtede hårde beskøjter med margarine, og som ofte på grund af alderdom måtte slås nogle gange ned i bordet for at befri dem for orm og andet kryb - heller ikke dette har jeg oplevet. På de skibe jeg har været med på langfart, blev der bagt rugbrød, og kun en sjælden gang har jeg været ude for beskøjter, der dog kunde spises med velbehag, uden den omtalte banken i bordet. Sømandsloven, eller hvad den lov nu hed, havde ganske bestemte kvantum af forskellige ting, såsom margarine, sukker, pålæg o.s.v., som en sømand kunde gøre krav på pr. uge, og der var mange skibe, hvor skipper nøje overholdt denne lov og vejede alting ud, og så måtte man selv passe på, at rationen kunde holde ugen ud.

Marstals storhedstid med hensyn til hjemmehørende skibe er vel nok på toppen omkring år 1890- 1914. Under krigen 1914-1918 sejlede en del, og en del lå oplagte. Og efter krigen kom den helt store oplægning. En masse skibe blev solgt til udlandet, sejlskibenes tid var ved at være forbi, de lange rejser var forbi. Nogle få skibe prøvede at holde farten på Vestindien. Der blev gjort rejser i ballast fra Marstal til Rio Hacha efter dividivi, til Cuba efter maghognitræ, til Trinidad efter asfalt, men der var ingen penge i det, og noget op i tyverne var det hele så godt som forbi. Sejlskibenes tid var forbi. Nu var det dampskibenes tur. Jeg har sejlet med sejlskibe fra mit 14. år til mit 24. år, jeg var kun med til sejlskibenes sidste krampetrækninger, oplevede de alle blev solgt, mange med store tab for rederne. Jeg husker endnu, hvor besværligt det var i min ungdom at få hyre som matros i sejlskibe, som loven krævede dengang, for at gå på navigationsskolen for at læse til styrmand.

Jeg mønstrede som 14-årig dreng som kok foråret 1917, og jeg afmønstrede som styrmand foråret 1926, og dermed var det for mit vedkommende slut med sejlskibene, og jeg søgte over i damperne. Jeg begyndte som 2. styrmand i dampskibsselskabet "Torm" i 1927, blev fører i 1937 om foråret, og jeg sluttede mit arbejde i dette selskab foråret 1939, da jeg på dette tidspunkt havde fået en stilling som lods ved Hals Lodseri.

Men lad mig begynde med at fortælle lidt om min barndom. Jeg blev født i Marstal den 11. november 1902, som barn nummer to af skibsfører Chresten Hansen Dreymann og hustru Marie Bager Dreymann. I 1900 blev min far fører af tremastet bramsejlsskonnert Hermod, som det år blev købt fra Sverige af rederiet Agent Petersen, Marstal. Hermod var bygget i Oskarsham 1898 under navnet Sweden. Min far førte dette skib til 1913, da han samlede nyt rederi og fik bygget tremastet sletskonnert N. E. Schmidt. Mit barndomshjem var hjørnet ved Havnegade-Buegade, og lige udfor vore vinduer blev N. E. Sshmidt bygget af bygmester Gorm Clausen, som gennem årene havde bygget mange smukke, velsejlende skonnerter. Skibet skulde gå i fart foråret 1914, men få dage før stabelafløbningen blev far syg, kom på Svendborg sygehus, hvor han blev opereret for tarmslyng og afgik ved døden få dage efter operationen. Han nåede aldrig at komme på havet med sit nye skib. Det gjorde derimod min to år ældre broder. Han blev konfirmeret samme forår og mønstrede straks efter som kok til den svimlende hyre af 15 kr. pr. måned. N. E. Schmidtgik på sin første rejse til Rønneby Red for at laste træ til Island. Gik igen derfra i ballast til New Foundland, hvor den lastede klipfisk til Patros (Grækenland).

Min far døde kort før, han fyldte 40 år, og min mor, som var på samme alder, kom senere i gang med en lille forretning, hvor med hun tjente til livets ophold i mange år, hun døde i april 1947. Min mor var ud af gammel sømandsslægt. Hun havde fem brødre, som alle sejlede. De to yngste mistede begge livet på søen. Den ene var fører af skonnertbrig Dannebrog. I 1916 var skibet på rejse fra Island til England med klipfisk ude for en meget hård orkan, en voldsom brodsø bordfyldte skibet og ødelagde alt opstående. Seks mand blev kvæstet, føreren døde tre dage senere af sine kvæstelser. Da der kom en svensk damper til assistance, opgav man at redde Dannebrog. Skibet blev stukket i brand, for at den hurtig kunde synke, hvorefter besætningen forlod skibet og blev bjærget om bord på den svenske damper. Den anden broder, der kun var 28 år, var fører af en nybygget tremastet topsejlsskonnert Juliane. Først i december var den på rejse fra England til Danmark med en last kul. På fiskebankerne blæste det op til en voldsom storm. På vagten 8-12 aften tog skibet en voldsom brodsø over, der skyllede føreren over bord og slog skonnerten tværs i søen. Matrosen, der stod til rors, var heldigvis surret med en ende om livet, så han reddede livet. Styrmanden førte derefter skibet sikkert til København. Der var tre piger, som alle var gift med sømænd, så det var en familie, som kendte en del til livet på søen og de barske vilkår, som disse mænd tjente til livets ophold på.

Jo, Marstal var en rigtig sømandsby. Der var hele min barndom travlhed ved havnen. Skibsværft ved skibsværft lå side om side lige fra beddingerne til jollehavnen. Så var der H.C. Christensens skibsværft, som lå norden for selve havnen. Og senere flyttede Ludvig Johansen sit værft ud sønden for beddingerne. Jo, der var travlhed den gang, der var altid mange skibe under bygning. Så snart, der havde været en stabelafløbning, blev ny køl strakt til den næste. Der var arbejde til mange mennesker, der lå jo også altid skibe til reparation, enten langs kaj eller på beddingerne. Den gang blev det jo også brugt meget at kølhale skibene, det vil sige, at de ved hjælp af svære taljer og gangspil, blev krænget over, så der kunde arbejdes på hele den ene side af skibets bund.

Om vinteren kunde den store havn være fyldt med oplagte skibe. Det var dengang meget almindeligt, at en del skibe kom hjem omkring jul for oplægning. Om foråret gik de så i gang igen, så var der travlhed med at rigge til, der blev indtaget ballast, proviant o.s.v. Sidst i februar, først i marts, afhængig af hvor streng en vinter vi havde haft, forlod det ene skib efter det andet havnen for igen at komme ud at virke i deres rette element efter en velfortjent vinterferie i hjemmehavn Marstal med dens store havn med dens mange hjemmehørerne skibe. I min barndom var der vel et sted mellem 200 og 300, vistnok nærmest de 300. Det var et herligt sted at vokse op i for nogle raske drenge. Ingen kunde have en bedre barndom, et herligere liv. Med vidt åbne øjne og ører fulgte vi med i alt, hvad der skete omkring havnen, og i fantasiens verden sejlede vi på de lange træk ud med det bestemte skib, som vi var særlig forelsket i, ud på de lange rejser med de mange oplevelser. At vi i en meget tidlig alder lærte at ro og vrikke, lærte at tumle en båd, var noget ganske naturligt for os. Der var altid en skibsjolle klar for en rask dreng. Det var jo ikke hver dag, at skipper skulde om bord for at se efter fortøjningerne eller lignende. Dog hændte det af og til, at hans jolle var væk, når han kom og vilde om bord, men der var altid en anden ved hånden, så det ordnede sig altid.

Om sommeren badede vi fra havnens flåd, det var godt nok forbudt, så vi havde ofte havnefogden efter os, men havnen havde jo en stor udstrækning, så det var en næsten umulig opgave at holde styr på en flok badende drenge. Vi lærte hurtig at svømme, også ved brug af havnens flåd, de var lave, og det var derfor let at komme op fra vandet på dem. Vi fastgjorte et stykke reb i flådets fortøjningsringe, tog den anden ende af rebet i hånden og sprang i, og i løbet af kort tid havde vi lært at svømme. I vore dage hører man så meget om baciller og usundt badevand snart alle vegne. I Marstal havn var vel i mine drengeår fire-fem lokummer bygget fra kajen og ud over havnebassinet ,og der sad daglig gud ved hvor mange mennesker og forrettede deres nødvendige ærinde direkte i havnen. Vi syntes vandet var dejligt, og i skoleferien var det ganske almindeligt at være ude at svømme en 10-12 gange daglig, og vi fejlede aldrig noget. Det er vist først langt senere, at baciller og den slags blev opfundet.

Jo, Marstal var en dejlig by at vokse op i for nogle raske drenge, ingen kunde have et friere og dejligere liv. Vi havde ingen brug for kommunale legepladser eller børnehaver, vi havde hele havnen til tumleplads, og der var plads til alle slags lege. Jeg læste for noget tid siden et digt af Jonas Clausen, som han kaldte barndomsminder, jeg kan dårlig tænke mig, at han vil tage mig det ilde op, at jeg gentager det her, jeg synes det netop rammer plet for min og hans barndom i Marstal. Dog kunde jeg tænke mig, at han i sit vers om "Ba' Klint", hvor vi samlede tin og jern for at skaffe et par håndøre, også havde nævnt det gamle vrag af Chieftain, som netop lå ved "Ba' Klint". Her mødtes vi med hammer og mejsel og gjorde mange ihærdige forsøg på at fravriste vraget dets kobberbolter. Nakskov-Hans var vor forbindelse som aftager af de rigdomme "Ba Klint" gav os. Han var opkøber af al den slags værdigenstande, jern, metaller tin o.s.v., som drengene kunde fravriste Chieftain og "Ba Klint".

(Marstal Søfartsmuseums årbog 1998)

Log in

© Marstal Søfartsmuseum 2015-2018
Design, produktion og seo: demand.dk