Historie og undersøgelser

Praktikanten

Af Mikkel Kühl

Som historiestuderende ved Odense Universitet lærer man en masse teori, der kun sjældent bliver omsat til praksis før efter endt uddannelse. Derfor nærede jeg længe et ønske om, at forlade universitets bonede gulve for en stund og prøve kræfter med ”det virkelige liv” som praktikant. Da jeg under studierne i Odense havde specialiseret mig i søfartshistorie, var det naturligt at finde et sted med et minimum af maritim tilknytning.

Ved en konference udi søfart øjnede jeg chancen. Erik Kromann (en museumsinspektør) stod og skulede ud over horisonten bag Korsør vandrehjem, der var hjemsted for konferencen. (Han må have haft hjemve, for udsigten kunne kun byde på en lille branddam. Men hvad, det er jo også en slags vand). Ydmygt, og vel en smule nervøst spurgte jeg om, hvorvidt det var muligt at komme i praktik på hans museum. ”Bare en lille måneds tid eller sådan…i sommerferien…måske” Før jeg vidste af det, var der svaret. ”Ja, ja, bestemt”.

 

På museum

Ved underskrivelsen af kontrakten for praktikopholdet lå der intet konkret udspil fra hverken museum eller universitet om antal af arbejdstimer eller konkrete arbejdsopgaver. Det eneste grundlag var den af studieordningens §40, der kun opererer med temmelig brede fortolkningsrammer, som lægger op til et udspil fra den studerende. Udspillet blev i dette tilfælde at tage konsekvensen og rykke teltpælene op, finde en bopæl på Ærø og tilbyde museet en fuld arbejdsuge (rundt regnet 37 timer) i perioden fra januar til juni 2000. Jeg havde foreslået en indkøringsfase på to uger, hvor jeg eventuelt kunne rotere mellem forskellige funktioner for på den måde at få et godt og solidt førstehåndsindblik i museet. På papiret lød det flot, men ”indkøringsfasen” kom aldrig helt til at fungere, endsige træde i kraft. Dette skyldtes hovedsagligt, at jeg uanet var landet midt i en sand heksekedel.

Min tid på museet faldt tilfældigvis sammen med megen furore omkring lukningen af Marstal Navigationsskole. Marstal Søfartsmuseum var en af samlingspunkterne i planlægningen af  demonstrationen på Christiansborg Slotsplads, der krævede en større koordinering. Denne aktion inddrog stort set hele øen i bestræbelserne på at undgå en lukning af en af de største arbejdspladser på øen, og det relativt store lokale engagement i museet gjorde det naturligt, at dette var et af udgangspunkterne for demonstrationsplanlægningen.

Der var med andre ord ikke rigtig tid til min indkøringsfase. Arbejdsgangen blev derfor en anden helt fra starten. Der blev fra den første dag givet en konkret opgave, som skulle løses indenfor en bestemt tidshorisont. Opgaven, som beskrives mere detaljeret i næste afsnit, var af meget selvstændig karakter. Jeg havde dog det held, at en timelønnet magister (Karsten Hermansen) stod til rådighed med glimrende vejledning. Da denne opgave lå færdig efter ca. to måneder ændrede arbejdsgangen form. Fra at forske på egen hånd blev jeg gradvist involveret mere i det daglige museumsarbejde. Alt dette samtidig med at en ny og større opgave med en længerevarende tidshorisont blev stillet til min disposition.


75 år med vind i sejlene – Marstal Sejlklub 1925-2000

Marstal Sejlklub havde sidste år 75 års jubilæum. Dette ville klubbens bestyrelse fejre på behørig vis med blandt andet at afholde en stor fest og udgive et jubilæumshæfte. Redaktøren for sejlklubbens klubblad ”Ballonen”, Nis Kørner, havde i løbet af 1999 annonceret efter eventuelle medskribenter af et sådant jubilæumshæfte. Dette gav ikke noget umiddelbart resultat, så i et sidste desperat forsøg henvendte han sig i december måned til museet for, at høre om ikke der var hjælp at hente.

Den første opgave som praktikant for Marstal Søfartsmuseum lå derfor allerede parat den første dag. Beskeden var klar: Lav et jubilæumshæfte til Marstal Sejlklub! Det skulle ske i et tæt samarbejde med Nis Kørner, der af gode grunde havde indsigt i den forestående opgave. Efter et par møder i starten af februar blev vi enige om at opdele skriftet i to dele. Jeg skulle beskrive udviklingen frem til 1968, hvor Nis Kørner skulle tage over og fortælle den nyere historie i klubben helt frem til 2000. En naturlig deadline på skriftet skulle være den 24. april 2000, som markerede 75 års dagen for stiftelsen.
Denne dag faldt heldigt sammen med 2. påskedag, hvor man derfor havde planlagt en større festivitas i forbindelse med standerhejsningen. Skulle der fraregnes en måned til trykker og bogbinder, var der således kun godt og vel to måneder fra begyndelsen til det endelige manuskript skulle være færdigt. Dette var ikke meget tid. Alligevel stod det hurtigt klart, at de idéer og oplæg vi arbejdede med krævede noget mere end blot et hæfte. Der måtte en bog til. Nis fik hurtigt ordnet det økonomiske med klubbens bestyrelse, som ikke havde nogle indvendinger mod den ekstra udgift (bogen skulle uddeles gratis til medlemmerne og sælges til eventuelle købere for den beskedne sum af 75 kr. Bestil HER).

Det lidt højere ambitionsniveau gjorde ikke tidspresset mindre. Heldigvis lå der et godt, taknemmeligt kildemateriale til rådighed. Sejlklubbens bestyrelsesmedlemmer havde helt fra klubbens start i 1925 været flinke til at skrive nogle udførlige beretninger ned i klubbens forhandlingsprotokoller. Aviser og enkelte løse beretninger fra klubblad og museumsarkiv udgjorde resten af kilderne. Billedmaterialet var heller ikke svært at skaffe. Mange af de billeder vi benyttede var klæbet ind i disse protokoller, og var af en forbavsende god kvalitet. Til supplement benyttedes billeder fra private albums og fra museets arkiv, hvor den elektroniske database gjorde søgningen på materialet nem og hurtig.

Tilbage var skriveprocessen, som antog et bestemt mønster. Først lavede jeg en mængde råtekst, der blev læst i gennem af magisteren, som derpå returnerede teksten (med et ukendt antal rettelser). Teksten blev rettet igennem, hvorefter flere sider blev skrevet og rettet og så fremdeles.

Nis havde ikke den store erfaring udi kildekritik. Han måtte derfor have vejledning i denne disciplin, som mestendels foregik telefonisk og pr. fax (Nis pendler frem og tilbage til Svendborg og er ofte udstationeret som skibsinspektør i udlandet). Modsat manglede jeg kendskab til de lokale forhold, som Nis og museets faste stab var yderst behjælpelige (og vel også tålmodige) med at sætte mig ind i.

Den første halvanden måned gik rimeligt godt uden nogle problemer af væsentlig art. Det var først da min medskribent på grund af et stigende arbejdspres i Svendborg ikke kunne overholde afleveringsfristen på billeder til trykkeren, at problemerne begyndte at hobe sig op. Billederne skulle afleveres 14 dage inden den endelige deadline på teksten den 1. april. I sidste ende betød det en uge mindre til at læse korrektur, der gav sig udslag i væsentlige overarbejdstimer lige op til den endelige aflevering. De sidste arbejdsdage løb hurtigt op på 12 og 16 timer, hvor teksten blev finkæmmet for fejl.

Korrekturen blev afleveret i tre eksemplarer fra trykkeren, hvor Nis fik et, og jeg og magisteren deltes om et andet. Det tredje eksemplar skulle bruges til at skrive de endelige rettelser ind i og derpå afleveres tilbage til trykkeren. Denne fremgangsmåde havde sin styrke i, at flere fejl blev fundet, end det ellers ville have tilfældet. Ulempen var til gengæld, at der også opstod tre forskellige idéer omkring formuleringer og grammatik. Med diplomatisk snilde blev dette dog løst hen ad vejen, og et færdigt produkt lå klar til trykkeren til tiden.

Den 24. april var bogen parat til uddeling blandt klubbens medlemmer til standerhejsningen. Naturligvis var de stolte forfattere inviteret til, at se de mange arbejdstimer blive omsat til det færdige produkt. Vi regnede med, at opmærksomheden alene ville blive rettet på bogen, og sad behageligt anonymt gemt i et hjørne. Museumsinspektøren, som også er medlem af Marstal Sejlklub, ville det midlertidig anderledes. Han fik i hast gennemført en seance, hvor praktikanten og medforfatteren måtte signere hen ved 120 eksemplarer af ”75 år med vind i sejlene – Marstal Sejlklub 1925-2000” med ømme fingre til følge.

 

Marstal Fiskeriforenings 100 års jubilæum

Den næste store opgave var et lignende stykke arbejde, idet situationen  nogenlunde var den samme for Marstal Fiskeriforening som for sejlklubben. Man havde viljen og en lille pose penge til at udgive en bog, men ingen til at skrive den. Tidshorisonten blev heldigvis sat til at være noget længere end to måneder. Værket skal først være klar til år 2003, hvor fiskeriforeningen har 100 års jubilæum. På grund af dårligere kildemateriale (blandt andet er flere protokoller brændt), ville en kort tidsfrist umuliggøre en jubilæumsbog med et vist minimum af kvalitet. Det vil simpelthen tage længere tid med at få et tilstrækkeligt kildemateriale. Oven i dette er der også ønsker om at optage  fiskere på kassettebånd, hvilket i sig selv er en tidskrævende proces. Der skal laves aftaler, interviewes og tekstes.


Efter færdiggørelsen af bogen om Marstal Sejlklub lå denne, større opgave forude. Det stod hurtigt klart, at der måtte læses en del litteratur, da mit kendskab til fiskeriet ikke var stort nok til at udforme en jubilæumsbog om dette emne. Samtidig med læsningen var de lokale fiskere meget hjælpsomme med oplysninger af både historisk og af mere teknisk karakter. En pensioneret fisker havde oven i købet lavet en del grundforskning i forvejen og kunne aflevere 13 sider med gode oplysninger om det lokale fiskeri gennem tiden. Ydermere kom han ugentligt for at høre til projektet.      


Skabelonen til denne bog blev skabt, men stadig mangler der en del. Der skal en hel del kildegranskning af ældre arvesager til, for at give et billede af omfanget af fiskeriet i Marstal op gennem 1800-tallet, og der skal interviewes en del flere fiskere end de tre, jeg foreløbig har talt med. Endelig mangler stort set hele skriveprocessen, hvor kun de første spor af fiskeriet omkring 1700-tallet er beskrevet ud fra den på hånden eksisterende litteratur. I det tilfælde er det godt, at Marstal Fiskeriforening har henvendt sig i god tid til museet med ønsket om dette værk. Det er foreløbig uklart, under hvilke rammer bogen skal færdiggøres efter, at jeg ikke længere er i praktik på museet. Men den lange tidsfrist giver muligheder for, at man kan færdiggøre det påbegyndte arbejde med et nødvendigt lille budget. Museets resurser er begrænsede til disse ”ud af huset” - opgaver.


Særudstillinger

Ud over de to større projekter, blev jeg også sat til andre mindre opgaver. Helt fra praktikopholdets begyndelse var jeg tilknyttet særudstillingerne. Den første opgave i dette rum var at udforme en del billedtekster til en større planche om sejlklubben i forbindelse med en særudstilling om Marstal Havns 175 års jubilæum.

Udstillingen om havnejubilæet skulle skiftes ud med en udstilling med titlen ”Tegninger af galionsfigurer fra flådens sidste sejlskibe” af tegneren Jens Riise Kristensen. Konkret betød det, at computer og bøger blev skiftet ud med skruer og boremaskine. Den regionale avis ”Fyns Amts Avis”, der har en daglig side om Ærø, plejer at være god til at kommentere museets aktiviteter. Det er også tilfældet hver gang en ny særudstilling bliver stablet på benene. Min opgave blev her at tage kontakt med pressen og fortælle lidt om udstillingens idé.

Skitserne af galionsfigurerne blev udstillet i perioden 7/6 – 31/7, hvorefter de blev taget ned og erstattet af en maleriudstilling af kunstneren Ellen Linnet. Det specielle ved denne udstilling var, at kunstneren havde genoptaget en gammel tradition med at male miniportrætter af sejlskibe på specielle blade fra neriebusken, der kun vokser i Sydafrika. Endnu engang skulle jeg tage kontakt til pressen, der gav en fin dækning. Kunstneren havde  i den forbindelse regnet med, at museet havde stillet en større fernisering på benene og var synligt skuffet da det ikke var tilfældet. Med sig havde hun to venner, der tilsammen med en journalist, praktikanten og museumsinspektøren udgjorde det samlede publikum. Hun havde, i glæde over at museet ville udstille hendes billeder, oven i købet foræret museet et stykke til 1400 kroner, så helt tilfreds med fremmødet kunne man ikke påstå, hun var. Udstillingen ”Miniaturemalerier af gamle sejlskibe” af Ellen Linnet løb frem til den 31/7 2000. 

 

Riggermontren

På sejlloftet havde en større montre længe stået tom. Det var ønsket at adskille riggerværktøjet fra sejlmagerværktøjet, hvor det indtil da, lidt fejlagtigt, havde været placeret, og derpå flytte riggerværktøjet over i den tomme montre. Der skulle i den forbindelse laves tekster til billeder og til forklaring af riggerens og værktøjets funktioner. Ved adskillelsen af værktøjet skulle de enkelte dele først en tur forbi administrationen og have nye registreringsnumre på grund af ibrugtagningen af et nyt elektronisk nummereringssystem under DMI. (Riggerværktøj er tungt!). Museet mente, det var en god formidlingsopgave for en praktikant og overdrog montren til mig.

Det var ret begrænset, hvad vi vidste om riggerne. Litteraturen var sparsom, og det lykkedes ikke, efter en længere rundspørge, at finde nogle der havde et indgående kendskab til selve værktøjet. Efter en del søgen fandt jeg ved et lykketræf en ældre udgave af Jens Kusk Jensens ”Håndbog i praktisk Sømandskab”. Oplysningerne om riggerværktøj findes ikke i de nyere, genoptrykte opgaver, så det var en kende heldigt, at et tilfældigt kig under en bunke ældre aviser førte til fremkomsten af bogen. Den var ellers registreret på vort udmærkede museumsbibliotek, men ganske forsvundet. Galt kan det gå, når man ikke stiller bøgerne på plads, og pladsen er trang og rodet for stort.

Ved hjælp af denne bog og en snak med museumsassistenten (Henning Therkelsen), der tidligere har været bådebygger, blev riggernes historie fortalt i montren ved hjælp af tekst, billeder og værktøj. Denne del af praktikopholdet tog omkring 14 dage, hvor omregistreringen var det mest tidskrævende.

 

Andre opgaver

Sideløbende med de større opgaver, havde jeg en række mindre, daglige funktioner. Disse kunne variere en del, men havde hovedsagligt med den daglige museumsdrift at gøre. Det kunne være telefonpasning, betjening af kopimaskinen, materialeindkøb, ophængning og registrering af genstande i de forskellige udstillingsrum og andre forefaldende opgaver. Desuden havde museet en række arrangementer, eksempelvis i forbindelse med havnejubilæet, hvor der skulle gives en hånd med.

Efterskrift

Alt i alt har praktikperioden været en lærerig og god oplevelse jeg vil anbefale andre studerende at benytte sig af. Alt for få ”tager ud” og får uvurderlig erfaring, man senere i studieforløbet kan trække på. Praktikopholdet førte således til en naturlig fortsættelse af mit speciale (den store afsluttende opgave på universitet) som jeg i skrivende stund arbejder på her på museet. Emnet er noget i retning af ”Marstals handelsflåde i perioden 1911-1921 som eksponent for provinsens sejlskibssøfart under den første verdenskrig”. Var der i øvrigt nogen som vidste, at Marstals andel af den samlede danske sejlskibsflåde (målt i antallet af skibe) udgjorde helt præcist 23,92% i 1911?

Log in

© Marstal Søfartsmuseum 2015-2018
Design, produktion og seo: demand.dk