Marstal Søfartsmuseum - skibe, sømænd og de syv verdenshave

af Karsten Hermansen

Indledning

Da Første Verdenskrig brød ud i begyndelsen af august 1914, blev søfarten standset i en periode. Ikke mindst fordi det var en fast regel, at almindelig søforsikring ikke dækkede skader, som skyldtes krig. Men efter kort tid kom en del af de oplagte skibe atter i fart igen i tillid til, at det var muligt at navigere uden om minefelterne. Efter minesprængningen af dampskibene Maryland og Chr. Broberg i Nordsøen den 21. og 22. august 1914 var det imidlertid slut med vovemodet.

I skikkelse af Dansk Dampskibsrederiforening opfordrede det danske rederierhverv Regeringen til at oprette en særlig forsikring mod krigsrisiko. Alternativet var et stop for den vigtige kulimport samt den danske landbrugseksport. Der blev nedsat en hurtigtarbejdende kommission, og allerede den 10. september vedtog Rigsdagen loven om “Krigsforsikringen for danske Skibe”. I samarbejde med en række forsikringsselskaber blev der oprettet en gensidig krigsforsikring med tvungen forsikring af kaskoværdien af stort set alle registreringspligtige danske fartøjer. Ladningerne kunne forsikres i en tilsvarende institution.

Krigsforsikringen mindskede ikke behovet for almindelig søassurance. Tværtimod var behovet stigende, idet mange, som hidtil havde forsikret i udlandet, nu fandt det mere betryggende at forsikre i de hjemlige selskaber. Nogle ældre danske forsikringsselskaber, blandt andet Skandinavia og National, havde ikke tidligere forsikret skibe, men gik nu ind i branchen. I 1915 og 1916 etableredes forsikringsselskaberne Baltica og Codan, som tilbød alle former for skadesforsikring, herunder også søforsikring. I dag er Baltica og Codan med på første række i dansk søassurance.[i]

Marstalske initiativer

I Marstal blev der naturligvis set med stor alvor på den opståede krigssituation, og de lokale redere tog straks hånd om sagen. Redere fra Svendborg havde rettet henvendelse til Søassuranceforeningen “Ærø”, som derefter afholdt møde på Hotel “Ærø” den 2. september 1914. Både Marstals og Svendborgs redere og søassurancer var repræsenteret ved mødet. Efter en længere diskussion enedes forsamlingen om at vælge repræsentanter, der kunne forhandle med Dansk Sejlskibsrederi-Forenings formand, konsul C. P. Lund. Som medlem af regeringens krigsforsikringskommission var han en vigtig person; og han havde tilmed en positiv vurdering af Indenrigsministeriets holdning til en ændret overenskomst for sejlskibsfarten, hvis Svendborg og Marstal Søassurancer måtte ønske det.[ii]

De valgte mænd var L. J. Bager, junior, og J. C. Carlsen, som begge var fra Marstal. Fra Svendborg blev H. A. Hansen og C. Minor Rasmussen valgt.[iii]

Da Krigsforsikringen for danske Skibe blev vedtaget, stod det helt klart, at der var behov for lempelser af de vedtagne regler. Særlig problematisk var det at overholde de af Forsikringsinstituttet fastlagte ruter for sejladsen. Medlemmerne af Dansk Sejlskibsrederi-Forenings lokalkreds var enige om det umulige i at holde sig indenfor disse ruter.

Anstrengelserne bar frugt, og resultatet blev en justering af ruterne i Nordsøen. Sejlads i Den engelske Kanal (sønden for 51° 40’) var dog udelukket fra forsikring.[iv]

Via kredsstyrelserne blev de nærmere betingelser for betaling af årspræmie præciseret af Dansk Sejlskibsrederi-Forening i september 1914. Senere på måneden fik kredsstyrelsen for Ærø lov at indbetale krigsforsikringspræmierne til Søassuranceforeningen “Ærø”. Det forenklede hverdagen, men der var stadig problemer:

Det var dyrt at betale årspræmie, og mange selvejere foretrak derfor den månedlige betaling. Krigsforsikringens arbejdsgang var imidlertid så langsommelig, at mange skibe var nødt til at sejle, inden forsikringsanmeldelsen var anerkendt. Ja, der var sågar tilfælde, hvor rejser var endt, før der forelå svar fra Krigsforsikringen. Man kunne så indvende, at selvejerne ikke havde pligt til at forsikre skibene; men de fleste ville alligevel helst forsikre deres skibe, eftersom fartøjerne repræsenterede en anselig kapital, som ofte var tilvejebragt ved slægt og venners hjælp i form af pant i skibene.

Søassuranceforeningen “Ærø”s løsningsforslag var ganske enkelt at lade forsikringen gælde fra anmeldelsesdatoen på “Ærø”s kontor.

Krigsforsikringen var allerede bekendt med problematikken fra Svendborg Søassurance, som modtog præmiebetaling og fremsendte de indsamlede præmier én gang i måneden. Samme ordning fik “Ærø”.[v]

Krigsårene

Der viste sig med tiden behov for justeringer af ordningerne. Krigstilstanden gjorde, at skibenes værdi voksede meget hurtigt. Taksationsværdi var derfor ikke i overensstemmelse med den faktiske værdi, skibene repræsenterede, og krigsforsikringen blev fastsat netop på baggrund af skibenes kaskotakst.

I 1916 var de forsikrede skibes værdi steget så meget i forhold til taksationsværdien, at “Ærø” ønskede at krigsforsikre for et beløb på op til 40 % mere end den ordinære kaskotakst, men uden at kaskotaksten blev forhøjet. I Svendborg Søassurance var alle skibenes forsikringssum øget med 40 %, men på grund af den uensartede fart, som de marstalske skibe sejlede i, kunne en tilsvarende generel ordning ikke lade sig gøre her.

103 af “Ærø”s 226 forsikrede skibe var i 1916 på under 80 bruttotons. Disse skibe var i fart på Lübeck, Wismar, Østnorge, Vestsverige og Danmark. Ejerne af disse skibe ønskede ikke at få forsikringssummen forhøjet, idet de end ikke benyttede sig af den allerede eksisterende mulighed for en 15 procents forhøjelse. Søassurancen ønskede derfor ikke en generel forhøjelse, men en frivillig. Det havde også sammenhæng med, at de mindre skibes værdi ikke var steget så markant som de større skibes. Men ordningen lå ikke indenfor lovens rammer. Og det vidste såvel søassurancens forretningsfører, Emil Holm, som Krigsforsikringen, så ønsket blev aldrig for alvor bragt på bane i Krigsforsikringen for danske Skibe.[vi]

Ved en ekstraordinær generalforsamling den 23. oktober 1916 vedtog Søassuranceforeningens medlemmer et midlertidigt tillæg til foreningens love. Herefter kunne enhver interessent få hævet sit skibs taksationsværdi med 50 procent til forsikring udenfor foreningen. Det stod som hidtil enhver frit for at benytte sig af Krigsforsikringens lovfæstede interesseforsikring på maksimalt 15 procent. Knapt to måneder senere var der atter generalforsamling, hvor det vedtoges at hæve præmierne og samtidig hæve alle de indmeldte skibes taksationsværdi med 50 procent. Sagen endte altså fuldstændig som i Svendborg Søassurance. Det tog blot lidt længere tid at nå frem til resultatet.

I takt med krigens optrapning og erklæringen af uindskrænket ubådskrig i januar 1917 kunne takstforhøjelsen alligevel ikke holde trit med værdistigningen. I juni 1917 blev der derfor tilføjet endnu et tillæg til foreningens vedtægter, hvorved det blev tilladt at forhøje taksationsværdien af et skib til forsikring uden for foreningen i et omfang, som den pågældende interessent selv fastsatte.[vii]

Efter krigens slutning - i februar 1919 - meddelte Krigsforsikringen som svar på forespørgsel, at den ville betale halvdelen af forsikringssummen af de skibe, der var meldt savnet under krigen. Det lettede “Ærø” for en stor økonomisk byrde.[viii]

Ikke mindst på grund af den fortsatte minefare i mange farvande blev Krigsforsikringen for danske Skibe ikke ophævet lige med det samme. Søassurancen korresponderede med Krigsforsikringens direktør, Ejnar Dreyer, helt frem til oktober 1923, selv om selve Krigsforsikringen blev afviklet i løbet af efteråret 1919.[ix]

En hemmelig sag

Krigen skærpede nationalfølelsen, så selv om den nedenstående beretning i sammenligning med en minesprængning ikke ser ud af så meget, rummede sagen alligevel elementer, som sårede den nationale stolthed og i værste fald kunne skabe uønskede diplomatiske vanskeligheder.

Den 10. oktober 1916 kunne man i Ærø Avis læse følgende:

“Skonnert “Gloria”.

Sejlmager Th. Lohse, der er Reder for Sk. “Gloria”, har fra Capt. Kromann modtaget U[d]drag af Skibs-Dagbogen, hvoraf fremgår følgende:

Skibet forlod Halmstad den 17. September Kl. ca. 10 Formd. og fortsatte uhindret Rejsen til Fredag Formd. den 22. Kl. ca. 8, da Sk. “Gloria” paa Rejse fra Halmstad til W.-Harthlepool med en Ladning Brædder og Planker befandt sig paa 57 Gr. 12’ N. Brd. og 5 Gr. 31’ Ø. Lgd., fik vi Ordre af en tysk U-baad til at lægge Skibet til Vinden og komme om Bord paa samme med Skibspapirerne.

Skibet blev lagt til Vinden, halede Jager, Klyver, Gaffeltopsejlene ned og Stagfokken bak, satte en Baad i Vandet, og Captajnen og en Mand roede hen med Skibspapirerne til U-baaden, saasnart de havde efterset disse kom der en Officer med 4 bevæbnede Mænd, som gik med i Baaden tilbage til Skibet og undersøgte samme og forlangte at faa 6 Kasser at se, som de sagde, der stod i Papirerne skulde være om Bord i Skibet, hvilket dog ikke fandtes, hverken i Papirerne eller om Bord.

De tyske Søfolk gik straks i Gang med at kaste Dækslasten over Bord og gav Skibets Mandskab Ordre til at gøre det samme, hvilket Captajnen protesterede imod og samtidig viste han Officeren en Fortegnelse fra den danske Krigsforsikring, hvori der staar at skaaren Last er betinget Kontrabande. Officeren svarede da, at hvis det havde været absolut Kontrabande var Skibet blevet brændt, men da det var betinget vilde de nøjes med at faa Lasten kastet over Bord denne Gang, men hvis de oftere traf Skibet lastet med Kontrabande, vilde det blive brændt.

Der var ikke andet at gøre end at underkaste sig den tyske Ordre, hvorfor hele Besætningen gik i Gang med at kaste overbord paa Dækslasten. De tyske Søfolk kastede flere Dele af Skibets egne Sager over Bord, bl. a. tog de vor Baadmast, hvorpaa det danske Flag var hejst og kastede begge Dele over Bord. Masten havde været rejst i Baaden, men da den blev sat i Vandet, blev Masten taget ud og lagt hen paa Ruftaget. Styrmanden protesterede og spurgte, om det danske Flag ogsaa var bleven Kontrabande, men der svaredes kun med at pege paa Revolveren. De kastede ligeledes en Baadshage samt ca. et Dusin Dæksbrædder over Bord. Imidlertid blev der signaliseret fra U-baaden, at Tyskerne skulde forlade Skibet, hvorpaa de gav Ordre paa at blive sat tilbage til U-baaden og samtidig gav Officeren den Ordre, at vi skulde vedblive med at kaste Lasten over Bord, da de vilde opholde dem i vor Nærhed, til vi var færdig.

Da Baaden kom tilbage fra U-baaden havde den alle Skibspapirerne med.

U-baaden laa derefter stille et Øjeblik, derefter styrede han op under os og raabte over, at han vilde komme tilbage om 2 Timer og hvis Dækslasten ikke var kastet ud til den Tid, vilde Skibet blive brændt. Derefter styrede han Kurs Nord efter, Kl. var da ca. 9½ Fmd. Man hejsede Baaden igen og fortsatte derefter med at kaste ud paa Dækslasten. Kl. ca. 11½ Fmd. var man færdig med at kaste Dækslasten over Bord. U-baaden var imidlertidig forsvunden. Man gik derefter i Gang med at klare Dækket op, saaledes at Sejlene kunde bruges. Derefter tilsattes fulde Sejl igen, styrede fuldt og lod Stagfokken gaa og fortsatte Rejsen Vest efter, Vinden SV., let Bris, skyet Luft, Kl. var da ca. 12 Middag.

Blandt Skibets Papirer findes ligeledes en Erklæring fra Toldboden i Halmstad, at der ikke findes andet end Planker og Brædder af svensk Oprindelse om Bord.

Hverken Navn eller Num[m]er saas paa U-baaden.

_ _ _

Hvis ikke den radikale Regerings “Presse-Mundkurv” eksisterede, kunne vi have Lyst til at ofre den tyske “Bedrift”, der blev udvist overfor vort ældgamle Nationalflag, da det af det tyske Mandskab blev hevet over Bord fra det danske Skib i Nordsøen, den Omtale, det fortjener; men i Øjeblikket - - - vi maa gemme det til bedre Tider.

                                                                 Red.” [x]

Rederiet led et fragttab på ca. 800 kroner - 50 kroner pr. stander - selv om lasten var lovlig, da skibet kom fra Halmstad med trælast af svensk oprindelse. Men tabet af dækslasten var trods alt til at leve med. Udenrigspolitisk set var det noget værre, at tyskerne havde ladet det neutrale Danmarks flag kaste over bord.

Glorias reder, sejlmager Th. Lohse, var stærkt indigneret over tyskernes behandling af det danske flag. Derfor bad han om, at der blev indsendt et uddrag af skibsdagbogen til Krigsforsikringen, og at Udenrigsministeriet blev underrettet om sagen.

 Krigsforsikringen var helt på det rene med, at Udenrigsministeriet burde underrettes, men forsøgte samtidig at undskylde tyskernes handling. Den omstændighed, at der var tale om en menig og ikke en officer, blev tillagt stor betydning. Matrosen havde muligvis ikke været klar over, at det var det danske flag, han forlangte smidt over bord. Sagen var med andre ord en ren misforståelse.

Krigsforsikringen bad meget indtrængende om, at sagen ikke kom i aviserne, da det kunne vanskeliggøre sagen temmelig meget. Uheldigvis var sagen allerede grundigt omtalt i Ærø Avis, og det kunne jo ikke trækkes tilbage. Til gengæld var både reder, kaptajn og besætning indforstået med, at der ikke måtte komme noget ud om sagen, bortset fra det nødvendige under søforhøret i Frederikshavn og i West Hartlepool, England. En anden sag var, at Søassurancens Emil Holm naturligvis ikke kunne garantere, at andre aviser ikke huggede Ærø Avis’ historie. Men dét skete tilsyneladende ikke, og i Dansk Søulykke-Statistik for Aaret 1916 var episoden med flaget da heller ikke nævnt, så den historie blev ikke længere.[xi]

Krigsforsikring efter Første Verdenskrig

Krigsforsikringen blev som nævnt afviklet i efteråret 1919, men kun 20 år senere var der desværre atter brug for krigsforsikring.

Da Anden Verdenskrig brød ud i september 1939 stod staten klar med 45 millioner ud af 82,5 millioner kroner i garantikapital til Krigsforsikringen. Rederierne stillede med 30 millioner, og forsikringsselskaberne leverede resten. Der blev lagt et loft over skibenes maksimumsværdi. Normalt var det 4 millioner kroner, men det kunne under særlige forhold hæves til 6 millioner. Krigsforsikringen var - i modsætning til vareforsikringen - lovpligtig. Loven om Krigsforsikringen indeholdt en bestemmelse om, at forsikringen ophørte, hvis Danmark kom i krig. Så da Danmark blev besat den 9. april 1940, suspenderedes loven, men blev straks efter erstattet af en nyoprettet anden afdeling, hvor staten stod som ubegrænset enegarant.

Krigsforsikringen fortsatte efter Anden Verdenskrigs slutning i 1945. Verdens forskellige urocentre nødvendiggjorde fortsat krigsforsikring. Først med finansloven for 1997 blev det besluttet at indstille Krigsforsikringens aktiviteter, da det kunne give et provenu på 2 milliarder kroner til den danske statskasse. Krigsforsikringen var fra da af ikke længere lovpligtig, men kunne efter ønske tegnes hos de danske søassuranceselskaber - deriblandt også Søassuranceforeningen “Ærø”.[xii]

Henvisninger