Historie og undersøgelser

Branden i Ommel

fra Fyns Social-Demokrat

lørdag d. 28 april 1900

70 mennesker husvilde

En afbrudt bryllupsfest. Brudens moder dør af brandsår

To syge kvinder nær ved at indebrænde

 

Brev fra vor flyvende medarbejder

Fem minutter efter at vi fik meddelelse om den store brand i Ommel, sendte vi vor flyvende medarbejder til Ærø, for at ”Fyns Social-Demokrat”s læsere kunne få en fyldig beskrivelse af branden. – Den beskrivelse, som de andre, noget stivbenede blades læsere må undvære.

Altså giver vi ordet til medarbejderen:

Ommel d. 27. April 1900Som bekendt hjemsøgtes Ommel på Ærø i Går af en voldsom ildebrand. Ommel der ligger tæt ved Stranden, ½ Mil fra Marstal, er en betydelig Landsby med over 100 Huse. Sognet tæller ca. 2600 Indbyggere, væsentlig Arbejdere, Sømænd og Fiskere.

Vejen fra Marstal til Ommel går langs med stranden gennem et smukt og frugtbart land, hvorfra man har en fortryllende udsigt til Tåsinge, Langeland, Drejø, Strynø o. fl. a.  øer. Da jeg var nået midvejs mellem Marstal og Ommel, blev jeg vidne til et gribende optrin som følge af ildebranden og fik straks en følelse af, hvilken stor ulykke, den havde afstedkommet. Foran mig gik en gammel, hvidhåret mand med bøjet hoved og tung gang. Da jeg var ved at indhente ham, kom et køretøj fra Ommel. På vognen sad en ung mand og en ung kvinde. Den sidste så forgrædt og forvåget ud, og endnu før hun var nået den gamle mand, skreg hun med hæs og rystende stemme:

”Hvorledes går det,  fader?”

Den gamle mand rettede langsomt hovedet i vejret og svarede sagte med tårer i øjnene: ”Hun døde nu for et øjeblik siden”

Den unge kvinde udstødte et skingrende skrig og begravede hulkende sit hoved i agestolens dækkener, medens de to mænd forgæves forsøgte at trøste hende.

Den gamle mand var sognefoged Krull fra Ommel, og den unge kvinde en af hans døtre.

Krulls hustru blev som omtalt så forbrændt, at hun måtte indlægges på Marstal Sygehus, og hendes 70-årige mand var nu, da jeg mødte ham, på vej hjem fra sygehuset, efter at have været tilstede i det øjeblik, hans hustru døde.

Dybt grebet af dette hjerteskærende optrin mellem den ulykkelige mand og hans datter ankom jeg et øjeblik efter til Ommel.

Den gamle by var naturligvis endnu i oprør

Gader var fulde af folk og arbejdskøretøjer, og på brandtomterne arbejdede næsten alle byens og omegnens voksne mænd. Luften stinker fælt af brændt korn og de brændte kreaturer, og hist og her står endnu en røgsky op af ruinerne.

Efter at have entret over sammenstyrtede mure, halvbrændte stakitter, opblødte, overtrampede haver, og taget et kort skue over den store ødelæggelse, når jeg resterne af Krulls gård, der ligger midt i byen.

Efter en del søgen får jeg fat i brandfogeden, der beredvilligt giver mig oplysninger om branden.

Torsdagen skulle have været en festdag i Ommel, men den blev en sorgens dag. Den eneste ugifte af Krulls 6 døtre skulle have bryllup med gårdbestyrer Petersen der af byen.

I dagens anledning var der kommet den del gæster til Krull, bl. a. en datter, som boede i Rudkøbing. Hun havde en lille dreng med sig på 5 år, og denne lille fyr fandt hurtigt en legekammerat på samme alder. De to fik fat i en æske tændstikker, hvilke de benyttede til at tænde ild i nogle halmknipper, der lå uden for gårdens nordre længe.

Vinden bar lige på gården, og et øjeblik efter var der ild i længen. Imidlertid var man i færd med at pynte sig til kirketuren. Nogle unge piger stod og smykkede bruden, da brudgommen pludselig så røgen vælte frem fra laden. Han skreg straks alarm, og løb ud for at slukke ilden, men da han så, det allerede var for sent, løb han ind i stalden for at få kreaturerne ud. På vejen derhen mødte han børnene, og den ene af de to småfyre udbrød nok så fornøjet: ”Nu blusser vi også!”

Det lykkedes Petersen at få en halv snes dyr ud, men så indtrådte der det uheld, at en ko sprang op på ham, så han faldt om i stalden. I faldet blev han indviklet i noget reb, og da han atter kom på benene og fik koen ud, var yderligere redningsarbejde umuligt.

Fra den nordlige lade var branden med vældig hurtighed trængt frem under taget og omspændte hele gården. Snart slog flammerne frem overalt og forvandlede den store gård til et eneste flammehav.

Krulls 70-årige hustru, der var noget svagelig efter et fald for to år siden, forsøgte endnu en gang at trænge ind i huset. Det lykkedes ikke, og da hun ville gå tilbage, skred taget ned over hende og begravede hende. Da man fik hende draget frem, stod hendes klæder i lue, og hun havde fået frygtelige brandsår i ansigtet og på hænderne. Varsomt bar man hende bort i bevidstløs tilstand, medens der gik bud efter læge fra Marstal.

Kreaturerne

Man forsøgte nu at redde de i stalden tilbageblevne kreaturer ved at slå væggen til stalden ned, men forgæves. Det nedstyrtende tag forhindrede enhver redning, og man måtte hjælpeløs høre på, hvorledes de arme dyr sled i spiltovene for at komme løs, mens de udstødte høje brøl af smerte. Blandt de indebrændte dyr var også en lænkehund, der jamrede sig på den mest hjerteskærende måde.

 
Ilden breder sig

Ilden havde nu fået fat i en til gården hørende vindmølle, og vinden drev flammerne fra denne høje bygning ned over byen, mens røgen fuldstændigt indhyllede de nærmestliggende bygninger. Pludselig slog flammerne ud fra styrmand H. A. Christensens og arbejdsmand H. Pedersens huse, og nu sprang ilden med rasende hurtighed til sømand Bojes og bager Chr. Hansens ejendomme og derfra videre til skipperne Mads og Erik Stærkes, H. A. Eriksens enkes, fisker B. Nielsens, styrmand Erik Hansens og Erik Hansens enkes ejendomme.

Disse var alle antændte i løbet af få minutter, og beboerne reddede intet bohave. En enkelt familie bjærgede en dyne, en anden en kjole osv., mere kunne der ikke være tale om, thi ilden rasede nu med frygtelig kraft og udsendte en sådan varme, at selv de grønne træer i haven brændte.


Slukningsforsøg

Der var nu kommet et par brandsprøjter til stede, som overhældte de nærmest brandstedet liggende bygninger med vand, ligesom man hængte sejl over flere huse, for at ilden ikke skulle få fat. Varmen var imidlertid så frygtelig, og røgen så kvælende, at det næsten var umuligt at opholde sig ved disse bygninger; desuden manglede man vand, så alle havde opgivet at redde hele den sydøstlige del af byen, vel en 30 huse.

Den vildeste panik greb derfor beboerne i denne bydel. Man slæbte bohave ud af husene og slængte det planløst på steder, hvor det ville blive rov for luerne. Mændene skreg i munden på hverandre, og grædende kvinder og børn løb hændervridende omkring med forfærdelse i alle miner.

Flammerne steg tordnende og buldrende op fra det kolossale ildhav og førtes af vinden højt over byen.

Pludselig styrtede en skorsten sammen; en høj ildsøjle hævede sig i vejret og udsendte en regn af gnister over de længere bortliggende huse. Et øjeblik efter stod Jørgen Clausens gård, Th. Christensens, B. A. Petersens, skibsfører Christensens og matros G. Rasmussens huse i flammer.

Dette fremkaldte en ubeskrivelig forvirring. Mellem disse bygninger og de først antændte ligger nemlig 3 stråtækte huse og man troede selvfølgelig, at så længe disse var uberørte af ilden, var der ingen fare for de andre. Nu overraskedes man, og det kunne let som følge af den store forvirring, have afstedkommet to store ulykker.

I det ene hus lå en 76-årig kvinde syg. Hun havde ligget i sengen i 1½ år og evner ikke at stå på benene.

Nu lå hun hjælpeløs i sengen og så ilden tage fat i huset. Hun skreg om hjælp, og i yderste øjeblik lykkedes det at få hende båren ud af det brændende hus. I skyndingen bar man den gamle kvinde hen på en pløjemark, hvor man lagde hende på jorden og svøbte hende i et dækken.

Bådfører Christensens hustru, der var svagelig og opgivet af lægerne lå også i sengen, da ilden udbrød. Hendes mand var ude at sejle, og i forvirringen var der ingen, der tænkte på den syge kvinde. Hun skreg om hjælp, men ingen hørte det, og først da ilden havde antændt hele taget, lykkedes det hende at slæbe sig ud af huset.

Flere gange faldt hun og skreg om hjælp, men ildens knitren og bragen overdøvede den arme kvindes nødråb, og først efter store anstrengelser  lykkedes det fru Christensen at slæbe sig hen i en mark, hvor hun lå i flere timer.

Flere andre steder kom kvinder og børn først ud i sidste øjeblik.

Det lykkedes at redde kreaturerne hos gårdejer Clausen og boelsmand Chr. Christensen. Indboet fik man derimod intetsteds ud.

Ilden var nu på sit højeste

De brændende bygninger lå i en vinkel af ca. 400 alens længde og 200 alens bredde og formede sig til to store mægtige bål. mellem dem lå de tre omtalte stråtækte bygninger forladt af mennesker og overantvortet ilden. Vel sendte man fra sprøjterne nogle vandstråler mod husene, men vandet fordampede næsten, før det nåede husene.

Ilden frembød et storslået skue. Flammerne steg brølende op af ildhavet som en rullende torden. Lange flammetunger fór  hvislende og flydende i vejret, og fra flammebålet lød en øredøvende knagen og bragen.

Et øjeblik efter at taget var brændt ned på samtlige bygninger, steg to vældige ildsøjler op fra brandstedet. Så dalede ilden. Murene begyndte at falde sammen, skorstenene styrtede ned med frygteligt bulder, efterfulgt af vekslende ildskyer, der steg højt i vejret og sendte en regn af gnister ud over egnen.

Ilden slukkes

Forvirringen var nu tildels ophørt. Mændene havde fundet deres plads ved sprøjterne, og kvinder og børn gik sammen i haverne hvorfra de betragtede det frygtelige skuespil.

Man overøste nu de sammenstyrtede bygninger med vand, og 4 timer efter ildens opkomst var der af 14 huse og 2 gårde kun en hob rygende ruiner tilbage.

Fra Marstal var der mødt 3 sprøjter, fra Riise 1 og fra Ommel 1, hvorimod Ærøskøbings sprøjter glimrede ved deres fraværelse. Fra Marstal mødte et hold af Navigationsskolens styrmandselever, der gjorde rask og ypperlig tjeneste på brandpladsen.

Selvfølgelig kneb det med at skaffe husly til de husvilde familier. Der krævedes ikke så ringe plads, idet ca. 70 mennesker var blevet hjemløse.

Men de beboere, der havde undgået ilden, åbnede gæstfrit deres hjem for de husvilde, og hen på aftenen var alle under tag. Der var dog ikke mange, der fik søvn i øjnene den nat. Alle var de grebne af angst og ingen ville gå til ro. Ængsteligt sneg folk sig ud af husene og forbi brandtomterne, hvor ilden endnu af og til flammede frem af grunden. Imidlertid begyndte det at regne, og snart lå den store brandtomt med alle de ødelagte huse hen i mørke.


Brandtomten ryddes

I morges tog man fat på at rense brandstedet. Alle byens og omegnens køretøjer toges i brug, da det gælder om at blive hurtigt færdig. Såningen står jo for døren overalt.

Jeg gik en tur langs de dampende brandtomter, der frembød et uhyggeligt syn. På hver tomt gik en forvåget og forgrædt kvinde, nogle med småbørn ved hånden og søgte mellem ruinerne efter en eller anden genstand, som de håbede at finde. Ilden havde imidlertid fortæret alt brændbart.

Kun forkullede mursten, knuste kakkelovne og resterne af andet jerntøj var tilbage.

Det uhyggeligste syn frembød dog sognefoged Krulls gård. Her lå levninger af 7 køer, 2 heste, 1 føl, 1 so, 1 hund og en del fjerkræ, mellem de sammenstyrtede mure.

Af dyrenes stillinger anede man, hvilken frygtelig kamp de havde stridt, før døden befriede dem fra deres lidelser. En hest lå  på ryggen med alle fire ben i vejret, mens føllet havde boret hovedet ind under hestens ryg for at undgå ilden. Alle dyrene lå i forvredne stillinger, og en stor ko stod fuldstændig på hovedet boret med hornene ned i jorden. På enkelte af dyrene var hovedet brændt af, på andre benene, og på alle var den lådne hud fuldstændig borte, så indvoldene var trængt ud.

Tilskadekommen under branden

Tæt op af Krulls gård ligger kroen. Den var længe stærkt truet, og der var gentagne gange ild i den. Kromanden slukkede dog hver gang ilden; men da han ville fjerne to petroleumstønder ramte en ildflamme ham i ansigtet, hvorved han blev så forbrændt, at han måtte søge lægehjælp.

Ellers skete der ingen uheld på menneskeliv ud over de omtalte ved branden. I flere tilfælde var folk, der trængte ind i husene, nær indebrændte, men alle slap dog heldigt fra deres vovelige færd.

Selvfølgelig blev der udvist stort mod fra flere af beboernes side. Men resultaterne af redningsforsøgene stod ikke i forhold til risikoen, idet man som regel kun nåede at redde noget gammelt, værdiløst skrammel ved at vove livet.

Brandskaden

kan endnu vanskeligt opgives, men andrager vel henimod 200.000 kr. Alle familier havde assuranderet, men de fleste meget lavt. Jeg talte således med flere, som forsikrede, at de ville lide betydelige tab. Løsøret var assuranderet i Ærøkassen og bygningerne i Landbygningernes Almindelige Brandforsikring.

Flere steder lykkedes det ikke en gang at redde de kontanter, man havde liggende. Sognefoged Krull mistede således et større beløb. Han havde dagen i forvejen solgt en hest for 500 kr. Disse penge brændte sammen med en anden betydelig sum.

Selvfølgelig blev branden under disse forhold et tungt slag for de mange brandlidte familier. De fleste er jo nemlig småkårsfolk, der kun har fra hånden og i munden. Nu er alle deres ejendele brændte, og de får en knap erstatning, hvorfor en del vanskelig kan bygge et nyt hus, lang mindre forskaffe det nødvendige indbo.

Intet under, at der er sorg i Ommel, men størst er dog sorgen hos den gamle sognefoged Krull, der mistede sin hustru ved branden. Og det skal siges til de brandlidtes ros, at i stedet for at bryde ud i bitre klager over branden, der havde ødelagt deres hjem, bevidnede alle dem, jeg talte med, deres sorg over den tunge skæbne, der havde ramt den gamle mand og hans familie.

Allerede i januar skulle det unge par have holdt bryllup, men så blev brudens moder syg, og brylluppet måtte udsættes. Nu skulle det fejres med stor højtidelighed i går, og så forvolder en lille fem-års purk sin bedstemoders død og bringer sorg og elendighed, ikke alene over sin egen, men over femten andre familier.

Selvfølgelig er barnets moder i særlig grad fortvivlet over det skete. Hun var rejst hjem for at fejre sin søsters bryllup, og nu må hun i stedet blive til sin moders begravelse. En tungere skæbne kan næppe tænkes.

Der havde både i går og i dag været stor tilstrømning til byen fra hele den sydlige del af Ærø. Så stor en ildebrand har nemlig ikke, så langt nogen kan huske tilbage fundet sted på Ærø. I det hele har der kun været få ildebrande på øerne hernede. På Drejø, hvor der findes 19 gårde og mange huse, har der således, efter hvad man forsikrer, ikke været ildebrand i 300 år, og Ærø har i lange tider kun nogle små ubetydelige ildebrande at opvise.

Intet under, at hele befolkningen kun tænker og taler om den store ildebrand. Det vil den gøre i lange tider, og dens sørgelige minde vil leve længe blandt den lille øes befolkning; thi ingen begivenhed griber landbefolkningen så dybt, som når den røde haner galer over deres huse.

Log in

© Marstal Søfartsmuseum 2015-2018
Design, produktion og seo: demand.dk