Historie og undersøgelser

Træk af Ærøs historie

Af Erik B. Kromann, Marstal Søfartsmuseum

Ærøboerne er ikke ens fra lokalitet til lokalitet. Der er væsentlige kulturelle og sproglige forskelle. Dette er med til at gøre Ærø til et varieret og spændende sted. Rent landskabsmæssigt byder øen på store variationer, og frem for alt er øen forblevet en ø. En ø skal man sejle til, fornemmelsen af ø fordufter, når man kan køre over en bro.

Er øen og dens indbyggere med til at gøre billedet af Ærø til en broget mangfoldighed, så spiller historien godt med på dette billede.

Tidlig bosættelse

Så længe klimaet har tilladt bosættelse på disse breddegrader, har der boet folk Ærø. Nogle af de tidligste spor efter mennesker her i landet er således fundet på øen. Dengang da istidens enorme ismasser krøb væk fra landet, og det knugede landskab kunne begynde at strække sig ud og ånde frit igen, fik den livgivende sol efterhånden plejet jordoverfladen så meget, at en spag bevoksning kunne spire frem. Denne bevoksning var lige sagen for rensdyr. Disse tiltrak selvsagt igen rensdyrjægere. Dengang - for mere end 11.000 år siden - strejfede der således en horde jægere rundt her i nabolaget, og som et bevis på deres tilstedeværelse og som en hilsen til en senere tid har disse mennesker nedlagt et depot af pilespidser ved Ommelshoved. Senere nysgerrige slægter har fremdraget disse. Fundet ligger i dag på Marstal Søfartsmuseum og vidner om at øen har dannet ramme om menneskers tilværelse gennem årtusinder.

Gravhøje og forsvarsanlæg

Et dusin gravhøje rundt på øen fortæller os det samme. Når hertil føjes, at disse stengrave blot er et lille bitte udsnit af de mindst 250 ærøske gravhøje, man har konstateret, ja så er dette en melding om, at øen altid har været en relativ tæt befolket lokalitet. Et andet synligt tegn på aktiviteter er øens voldsteder. Disse forsvarsanlæg, hvoraf nogle er anlagt i 1100-tallet, er opført til værn mod venderne, der opererede ud fra deres hjemegn, den tyske nordkyst. Venderne, der i øvrigt selv blev trængt syd fra, foretog plyndringstogter især i den sydlige del af riget med en sådan ihærdighed, at mange egne henlå øde. Beboerne blev udplyndret, brandskattet og slået ned for fode, hvis de ikke makkede ret. Mange blev taget som slaver, og byer blev brændt af. Kun få steder magtede man ordentlig modstand.

Venderne slår sig ned

Nogle steder slog venderne sig ned og blev boende, hvad forskellige stednavne lader ane. Her på Ærø mener man, at Vindeballe er anlagt af disse påtrængende tilflyttere. Endnu nogle år efter at borgen Arkona på Rygen, hvor guden Svantevits tempel lå, var faldet efter Valdemar den Store og biskop Absalons sejrrige togt 1167, angreb venderne gang på gang det sydlige Danmark. På det tidspunkt havde Ærø imidlertid voldstedet ved Søbygaard, og fra en senere dato, første halvdel af 1300-tallet, det store nu totalt udslettede borganlæg ved Gråsten Nor ned for Trappeskov og ved et tredje nor, nemlig Stokkeby Nor, lå der også en befæstning. Ærø lå ret udsat og måtte derfor befæstes. Denne kendsgerning gjorde, at kongemagten engagerede sig i stedet her, og fra dette tidsrum er det sandsynligt, at størstedelen af Ærø blev kongens privateje.

Kongens privateje

At Ærø eller store dele heraf var kongens privateje fik mærkbare følger for øen. Kongen kunne nemlig frit disponere over sådanne lokaliteter. Han kunne f.eks. skænke stykker af privatejet bort, landstykker kunne arves af forskellige slægtninge o.s.v. i modsætning til kronegods, der tilhørte den til enhver tid siddende konge. Der var altså mulighed for at jonglere med Ærø - og den mulighed blev ikke liggende uudnyttet. Allerede en snes år efter Svantevits omhugning fik en ven af Valdemar en god bid af øen, dog kun for en kortere periode, idet de tidligere venner ragede uklar. Mere langvarig var overgangen til de brandenburgske markgrever, hvor øen gik med som medgift 1232. Brandenburgerne anlagde byer i deres distrikter og sandsynligvis er det dem, der har anlagt Ærøskøbing i midten af 1200-tallet.

Dansk ø under tysk hertugdømme

Byens grundplan er magen til byerne, som brandenburgerne samtidig anlagde i Nordtyskland. Brandenburgertiden ophørte, da Laurids Jonsen - en af kongens riddere - fik øen 1315, og fra 1331, da grev Gert overtog øen, og frem til 1864 var Ærø det meste af tiden under hertugdømmerne - først under hertugerne og senere under den kongelige del af hertugdømmerne. Der er nok her grund til at nævne, at dette var ensbetydende med, at Ærø var under dansk flag hele tiden. Øen har aldrig været under tysk flag, ej heller efter 1864, hvor vor naboø Als blev overtaget af tyskerne.

Hertugelig deling af øen

Øen var fortsat under forskellige herrer, og det vil være for vidtgående, at nævne hele flokken. En ting der imidlertid fik vidtrækkende følger for øens udvikling, var delingen 1634 i fire dele, der året efter gik over i en tre-deling, der trak lange kølvandsstriber efter sig. De mest mærkbare ændringer for øen efter opspaltningen til tre forskellige hertuglinier var Ærøskøbings handelsmonopols sammenbrud, skønt øens købstad havde fået lovning på at privilegierne skulle fortsætte. Østenden og vestparten af øen fik nu lejlighed til at deltage i handel og søfart.

Ærøskøbing mister handelsmonopol, marstallerne slår til

Det var først og fremmest Marstal, der udnyttede chancen. Her på øens østende i læ af Eriks Hale boede en ikke ubetydelig fiskerbefolkning i en naturhavn med naturligt løb til Østersøen. Hertugen, der havde fået denne del af øen, lod forpagteren af sin gård, Gudsgave, sælge landbrugsprodukter til Marstals fiskere. Handelen foregik i begyndelsen med stedets egne produkter, som man afhændede dels i kongeriget dels i hertugdømmerne, hvortil man havde let adgang gennem et løb ud til Østersøen, der har været medårsag til byens opståen. Dette løb er fortsat af stor betydning og i takt med tidernes udvikling mod større skibe, er løbet nu uddybet.

Smughandel

De særdeles aktive marstallere var imidlertid tit på kant med loven. Dels skulle al handel jo rettelig gå over de privilegerede købstæder, dels var man nødt til at drive smughandel. Hvad det første angår så var det nemt at omgå købstæderne, der ofte i kraft af deres monopoler var dyre at handle med. Bønderne var naturligvis villige til at overtræde disse bestemmelser, der var til økonomisk ugunst for dem.

Følgelig brokkede ikke blot Ærøs købstad, men også andre byer sig over marstallernes handel, således indsender på et tidspunkt samtlige Lolland-Falsters købstæder klage over disse formastelige skippere. Virkningerne var også mærkbare, Marstals flåde voksede eksplosivt, og i takt hermed faldt andre byers tonnage. Hvad smughandelen angår, ja så var man vitterlig pisket til at ty til denne, hvis man ville drive handel og skibsfart. I disse år var Ærø nemlig i så henseende et stedbarn. Dette skyldtes at Ærøskibene blev anset som tilhørende kongeriget, når de kom til hertugdømmerne, og omvendt i kongeriget blev de anset for hertugdømmeskibe, og dette vel at mærke i toldmæssig og havneafgiftsmæssig henseende. Dette vil sige, at i indenrigsfart stod de langt ringere stillet end hollænderne, der havde kontrakt på at sejle på lige fod med danske skibe. Skulle de overholde love og bestemmelser, havde de med andre ord ingen eksistensgrundlag. Derfor er det helt naturligt, at smughandel var en anerkendt og accepteret levevej! Disse uretfærdigheder blev først omstødt i 1729 for enderne af øen, idet Søbygaard og Gudsgave len da overgik til kongen, mens den midterste del af øen først kom med i 1750. Her udnyttede marstallerne igen den fortrinsstilling, de fik ved at være anerkendt som fartøjer under kongeriget en snes år, før øens købstads skibe kunne sejle under de samme betingelser.

Svenskerne hærger

1750 så Ærø betydelig anderledes ud end i dag. Gårdene lå samlet i landsbyer som fra Arilds tid, og jorden blev drevet efter gammeldags uhensigtsmæssige metoder, der ikke kunne leve op til, hvad man ellers præsterede i landbrugsmæssig henseende rundt i riget. Øens bønder var i øvrigt også blevet stærkt forarmet under svenskekrigen i 1658-59, hvor de svenske besættelsestropper havde udnyttet og plyndret på det groveste. Det var en katastrofe, som det tog mange, mange år at komme over. På det tidspunkt var det meste af den gamle ærøske skov omhugget, også i det skovrige Gudsgave distrikt, men hvad der stod tilbage, bl.a. en skov på Vejsnæs, huggede svenskerne om til brænde. Tømmer fra bygninger brugte de også uhæmmet til formålet, så det var et ruineret landskab, de efterlod sig.

Hoveriet ophæves

En stor del af landbrugsjorden, nemlig 1750 tønder land, blev drevet af de fire godser gennem hoveripligt. I 1750'erne begyndte regeringen imidlertid at skille sig af med disse foretagender. Her på øen blev godserne opspaltet i småparceller på nær et par få større gårde. Disse jordlodder kunne lejes af lokalbefolkningen, således at forstå at de blev solgt mod en årlig afgift - en form for afbetaling. 1767 blev godserne Gråsten og Voderup nedlagt og solgt, og gårdene nedrevet. Samme år var Gudsgave nedbrændt, og jorden blev udstykket 1768. 1772 fulgte endelig Søbygaard med.

Embedsmænd udbygger Ærøskøbing

Samtidig bevirkede landboreformerne en omrokering af landbruget, mange gårde flyttedes ud, og de nye ordninger gav mulighed for, at øen kunne brødføde en større befolkning. Ved en deklaration af 10. januar 1787 skænkede kongen samtlige øens fæstegårde til fæsterne som fri ejendom! De gunstige forhold for handel og søfart op mod århundredskiftet bevirkede fremgang for især Marstal og Ærøskøbing, der begge udvidede flåderne. Ærøskøbing var som nævnt anlagt af brandenburgerne med torv og kirke i byens centrum. Byen fik igennem årene bygget smukke huse bl.a. til byens mere velbjærgede købmænd samt til embedsmændene. Øens embedsstand var nemlig i stor udstrækning placeret i øens købstad. De smukke solide og utroligt velbevarede huse fra dengang har fået lov til at overleve, og mange af dem er fredet i dag.

Søfolk udbygger Marstal

Anderledes var byplanen eller rettere manglen på samme i det stærkt ekspanderende sømandssamfund på øens østende. Havnen, der er basis for et samfund af søfarende her, var og er centrum for byen. Havnen, der er beskyttet af sandtanger og grunde, var endnu i slutningen af 1700-tallet tilstrækkelig i størrelse, som den var serveret fra naturens hånd, og man lod den skøtte sig selv. Men antallet af hjemmehørende skibe voksede, og et behov for at forbedre havnefaciliteterne trængte sig på, og 1825 gik man i gang med at udbedre naturhavnen. Via et kolossalt frivilligt arbejde opførte søfolkene i de følgende mange år en imponerende kampestensmole til yderligere beskyttelse af havnen, og havnen udbyggedes med havnepladser og kajanlæg på landsiden. Byens huse blev anlagt langs gangstierne og gader, der førte op fra havnens anløbsbroer. Efterhånden som byen voksede, blev der anlagt tværgående ringveje omkring byen. Byens trange pladsforhold bevirkede at husene ofte blev anbragt hulter til bulter. Her er ingen bevaringsværdige enkelthuse,  men Marstal udmærker sig ved sin brogede, uciviliserede, farveglade charme.

Skibsfarten bliver international

I søfartsmæssig henseende stod Ærø stærkt. Omkring 1850 var øens handelsflåde på fode igen efter de sløje år efter Napoleonskrigene. Krigen 1864 bevirkede et omslag for den del af øens søfart, der var beskæftiget i Østersøområdet. 1864 blev de ældgamle forbindelser med Hertugdømmerne og Sønderjylland kappet. Øen blev nu endelig en fast del af Kongeriget igen, og Hertugdømmerne blev udland. Den omfattende skibsfart i bunden af Østersøen led hermed et knæk. Dette stækkede imidlertid ikke øens søfart. Tværtimod blev blikket nu rettet udad, større skibe anskaffedes, og skonnerternes færd ud på de syv have greb om sig.

Jagten, det lille etmastede buttede fartøj, der op til nu havde været næsten eneherskende, blev gradvis erstattet af tomastede skonnerter og skonnertbrigger, og jagterne selv blev forlænget og blev omtaklet til galeaser, tomastede skibe. Fra 1880'erne gik man et skridt videre og satsede på tremastede skibe. Barkentinere blev sat ind på Sydamerikafarten, og det karakteristiske marstalske jagtbyggede skrog blev hyppig gæst i verdens havnebyer. Værft efter værft blev anlagt, således at der på et tidspunkt var otte af slagsen, alene i Marstal.

Sejlskibshandelsflåden kæmper mod dampere og krige

I Ærøskøbing var flåden kulmineret i 1850’erne med omkring 90 skibe, og i 1890'erne kulminerede Marstalflåden med et antal af godt 340 sejlskibe. Der var fart over feltet og optimismen varede ved, indtil den med et brag blev knust af første verdenskrig, der høstede 53 søfolk og 42 skibe fra Marstal. Mellemkrigstiden var en bestandig kamp for at overleve. Sejlskibene blev fortrængt fra plads efter plads. Kun den risikofyldte New Foundlandsfart var for ugæstfri og uøkonomisk for de fremfusende dampskibe - endnu. Her sejlede en stor del af tre- og tomastede skonnerter med fiskeladninger ud fra den vidtstrakte Labradorkyst og New Foundland. De små skonnerter og deres besætninger blev bedre kendt her, end det land de kom fra. Mange af de over 100 Marstalskonnerter, der i perioden fra århundredeskiftet og frem til først i 1930'erne trodsede Nordatlantens bølger i længere eller kortere perioder, blev havets rov. Naturens hugst i sømandsstanden var dog kun for småting at regne imod, hvad mennesket kan præstere. Anden verdenskrig tog over 80 af øens søfarende hovedsagelig fra Marstal og omegn.

Stadig søfartssamfund

Trods disse hårde anslag formår stedet fortsat at hævde sig i søfartsmæssige sammenhænge. Mere end en femtedel af den danske coasterflåde er i dag hjemmehørende i Marstal. En af landets to navigationsskoler ligger i Marstal som en af grundpillerne for sømandssamfundets og søfartskulturens fortsatte eksistens, der er af så vital betydning for hele Ærøs fortsatte udvikling. I søfartssammenhæng er det på sin plads at fremhæve fiskeribyen Søbys rolle i den nyere ærøske søfartshistorie. Dens havn er i fortsat udvikling, og byens værft - øens største arbejdsplads - er i samme gode gænge. Marstal Skibsværft er også en stor arbejdsplads. Optimistiske signaler for Ærøs fremtid!

Kilde: E. Kroman: ”Marstal Søfart indtil 1925”

Log in

© Marstal Søfartsmuseum 2015-2018
Design, produktion og seo: demand.dk