Rejsebeskrivelser

Til Brest med M/S Samka

Af Sven Leerskov Mathisen

Til daglig arbejder jeg på Navigationsskolen i Marstal, og jeg taler gerne, og meget, om at sejle, men det bliver ikke til så meget i det praktiske. Derfor tog jeg det som en kærkommen chance sammen med min kone Jette at påmønstre Samka som henholdsvis styrmand og kok på turen fra Danmark til Brest.

 Vi tyvstartede sejladsen med Samka ved at sejle ud i Østersøen den 3. juli for at modtage og sikkert ledsage kongeskibet ind til Marstal. Samme dag fik vi knoklet to joller og en hel del udstillingsgrej ned på kajen, så vi var klar til at laste næste morgen. Vi skulle være tolv mand om bord på turen ned og hjem og endnu flere under opholdet i Brest, så der blev provianteret vådt og tørt, - vi skulle jo nødigt komme til at savne noget, når vi nu var langt fra hjemmet.

Samka skulle laste udstillingsgrej i Marstal, Rudkøbing og til sidst i Nykøbing F. Lastningen foregik på gammeldags maner med håndkraft, og jeg vil tro de enkelte genstande blev flyttet rundt i lastrummet mindst fem gange, før de fandt deres endelige plads. Det skyldtes, at vi ikke rigtig havde styr på, hvad der egentlig skulle lastes, før godset dukkede op ved skibet. Det lykkedes dog at finde plads til det hele, og alt blev behørigt surret og sprodset af. I Nykøbing F lastede vi som dækslast en kopi af en middelalderbåd, Agnethe, på 7–8 tons plus tilhørende ca. 6 tons ballaststen i ”big bags”. Middelaldercenteret havde fremstillet en solid vugge til båden af det fineste lærketræ, så dæklasten blev stående hvor den skulle, selv da vi røg ud i svær sø og dønning i Nordatlanten. Agnethe fyldte godt i landskabet, så set fra styrehusvinduerne var det som om, vi sejlede i Agnethe.

Som tidligere nævnt var vi tolv personer om bord i skibet, som har seks køjepladser, men det gik trods alt gnidningsfrit(!) med at færdes i det daglige. Kabysfolkene Ove Ebbesen og Jette sørgede for, at der var god og nærende mad til tiden - i det mindste i de første dage. Søsygen fik dog tag i dem en overgang, så vi måtte selv finde dåseåbneren frem og flå låget af et par dåser skipperlabskovs for at få stillet sulten.

Vi passerede Dover en ganske tidlig morgen, før der blev for meget trafik af hurtige tværgående færger. Vi fik dog temmelig nærgående besøg, men det var af en helikopter, som efterlyste en indrapportering fra os. Vi gav ham venligt de ønskede oplysninger, selv om vi er under 300 brutto tons, som er grænsen for skibe, som skal rapportere til kystvagten. Det er rart at vide, at nogen passer på os og holder øje med, at vi holder os, hvor vi skal være. Vi havde for øvrigt til turen lånt en cd-rom med elektronisk søkort over alverdens farvande. Det er en herlig tingest at have om bord, men pas på - stærkt vanedannende! Selv skipperen Erik, som har sejlet med Samka i mange år, og kender denordeuropæiske farvande som sin egen bukselomme, mente nok, at det kunne være rart at have elektronisk søkort. Vi fik især gavn af elektronikken, da vi på grund af ringe vejr, var nødt til at søge læ i St. Peter Port på Guernsey uden detaljerede papirkort over området. Steffen, som er elev på Navigationsskolen, havde fået hyre som ubefaren skibsassistent, men han var ikke nem at få jaget ud på dækket. Til gengæld var han god til ruteplanlægning, så det passede styrmanden ganske godt.

Brest er en stor havn, men i lighed med mange andre havne rundt omkring ligger den ældre del af havnen mere eller mindre øde hen. Derfor var der rimelig god plads til de mange skibe. Til losningen af godset fik vi hjælp af en 150 tons mobilkran og 10 havnearbejdere, så det var den rene svir at få tømt skibet. Det er efterhånden ualmindeligt at losse traditionelt stykgods, så arbejdet blev nøje filmet af fransk fjernsyn.

Der gik i begyndelsen lidt kage i tildelingen af vores faste liggeplads. Det var meningen, vi skulle ligge inderst i et bassin, som var tørt ved lavvande. (Der er en tidevandsforskel på 6-7 meter). Men ved at have lidt tålmodighed og benytte sig afat kende nogle af skipperne på de hollandske skonnerter, som jævnligt anløber Marstal, fik Erik skaffet havnens bedste pladsved en ponton, så vi kunne glemme alt om tidevand. Der blev holdt ”åbent skib” tre af eftermiddagene, og det var enkæmpesucces. Der var vel nok i gennemsnit 1500-1700 besøgende om bord hver dag. Inga Albertsen stod nede i lastrummet og rørte pandekagedej sammen, mens der var strygende salg af de færdige produkter oppe på lugen. Chr. Albertsen havde lånt et par store pander med tilhørende gasblus hos Gert Petersen, og Drabæks Mølle havde sponseret melet til pandekagerne. Som nævnt gik salget af de tykke pandekager strygende.  

Den sidste dag, søndag, var pandekageholdet dog helt udasede og ønskede at holde en fridag.
Vi havde også aftenen i forvejen ”lagt skib til” en fællesspisning blandt alle danske udstillere og besætninger. Det var rigtig hyggeligt og trak temmelig længe ud. Et orkester, som efterhånden havde spillet sammen i omkring 20 år, men kun et par enkelte gange om året, kastede deres kærlighed på Samka og optrådte i timevis nede på pontonen foran os.

Jeg havde aftalt med min kollega Søren, at han skulle klippes på turen, og jeg havde derfor taget klippegrej med. Det gik også efter min mening ganske fint. Søren så så nydelig ud, at tre andre fra besætningen vovede forsøget. Stadig med glimrende resultat. Under klipningen havde vi fået besøg af en af skipperne fra den hollandske skonnert Abel(?), som ofte er i Marstal. Han ville også gerne klippes og var så nummer fem i stolen inden for en times tid. Her havde jeg dog ikke så stor succes, for pludselig så jeg, det blødte - endda en hel del - fra den ene øreflip. Hollænderen havde ikke mærket noget, sagde han (eller også var han bare venlig), men det var nødvendigt at finde nødhjælpskassen frem for at standse blodet.. Han blev så også den sidste, der ”røg i saksen”, den eftermiddag.

Mandag var det hverdag igen, og udstillingen skulle pakkes sammen, og grejet lastes, men der var ikke kran og havnearbejdere til rådighed før tirsdag morgen. Jeg nåede ikke at have noget med lastningen at gøre i denne omgang, da Jette og jeg var blevet afløst af Ina og Søren, som sejlede hjem med Samka.Det har været en herlig tur med Samka. Turen har virkelig givet mig stor beundring for de folk, som til hverdag sejler med skibe af Samkas størrelse og type og ”får enderne til at hænge sammen”.  

(Marstal Søfartsmuseums årbog 2000)

Log in

© Marstal Søfartsmuseum 2015-2018
Design, produktion og seo: demand.dk