Sejlads med sejlskib med hjælpemotor

af Niels Christian Nielsen

I august 1951 efter en lille ferie mønstrede jeg som letmatros i M/S Bonavista, der lå i Rudkøbing og lossede. Jeg havde netop tilmeldt mig Marstal Navigationsskole, hvor jeg skulle starte januar '52, og da jeg manglede fire måneders sejlskibstid, inden jeg kunne begynde på skolen, passede det mig fint at sejle med Bonavista resten af året.

Bonavista var jo ikke den flotte skonnert, jeg huskede fra mine drengeår. Nu var hun rigget som jagt, en lille hjælpemotor var blevet udskiftet med en 2 cyl. 110 hk. Hundested glødehovedmotor. Desuden var der bygget styrehus og agten for styrehuset en fin kabys. Der var også installeret elektrisk lys agter samt i alle lanternerne. I lukafet, hvor vi boede tre mand, måtte vi dog nøjes med petroleumsbelysning. Vi var fire mands besætning: skipperen H. Eriksen fra Marstal, en bedstemand fra  Hobro, en kok og jungmand og mig, sagde hunden.

Vi  var i samme fart i den tid, jeg var med Bonavista. Det var sejlads fra tyske og polske havne med brændsel til danske havne. Lastehavnene var i Polen: Szczein, Kolobzeg og Darlovo. I Østtyskland: Stralsund og i Vesttyskland: Lübeck. Vi lastede altid kul i Polen og briketter i de tyske havne. Livet om bord formede sig som i de fleste småskibe. I søen gik vi toskiftet vagt, fire timers vagt og fire timers frivagt. På vagten stod vi en time til rors, en time udkig og så rortørn igen og udkig igen. Når vi brugte sejlene blev eventuelle ændringer af sejlføringen foretaget ved vagtskifte, så var der brug for alle hænder. Det betød jo, at vi ofte mistede lidt af frivagten. Nu var jobbet som rorgænger på Bonavista en fin tjans. Uanset om skibet var lastet eller i ballast, lå på lige trim eller lå lidt agter over eller lidt på næsen, så styrede hun som en drøm, og havde vi sejlene oppe gik det endnu bedre. At sejle i kulfarten var ofte hårdt arbejde for besætningen, da vi selv skulle lempe kullene, briketter skulle vi dog ikke lempe. Kullene lastede vi enten med kraner med grab eller med transportbånd. Ingen af disse lastemetoder kunne levere kullene ud under skibsdækket eller i lastrummets ender, så det arbejde måtte vi lave med korte spidsbladede lempespader. Var det de små smedekul, vi lastede gik det ret nemt, men var det store dampkul, var det hårdt arbejde, dem måtte vi ofte tage med hænderne og smide ud under dækket, og det kunne godt give sved på panden, og vi lignede skorstensfejere, de store badefaciliteter havde vi jo ikke om bord, så måtte vi tage en ordentlig rundvask oppe på dækket.

Når vi lossede i danske havne, var det enten grablosning, eller vi lossede med vores eget lossegrej. Når vi brugte eget grej, riggede vi en lossebom op, svingede storbom med sejl og gaffel ud til søsiden og brugte så klofaldet som hanger til lossebommen. Derpå monterede vi lossehjul og lossewire med påmonteret lossekrog. Til losning af kul og briketter brugtes såkaldte tippetønder, som lastmodtageren leverede. Med skibets lossespil, som var trukket af en petroleumsmotor, blev tippetønderne, som havnearbejderne havde fyldt op med kul eller briketter, hevet op i højde med lastbilens eller hestevognens lad, hvor de så blev tippet af.

Bonavista lastede 125 til 130 tons last, og lossede vi med egne grejer, brugte vi gerne et par dage på losning. Denne sejlads foregik uden nogen særlige oplevelser. Men engang havde vi dog en rejse i dårligt vejr, hvor vi fik problemer med storsejlet. Vi var på rejse fra polsk havn til dansk havn. Vi havde forsejl og storsejl sat, vinden var SØ af kulingsstyrke med snebyger af og til. Pludselig kom en kraftig byge, og vinden slog helt om, så storsejlet bommede over et par gange med det resultat, at gaflen blev slået ud fra masten og sprængte låsewiren på gaflens forkant. Nu sad gaflen så på siden af masten. Vi gik nu rundt og op imod søen og vinden, som nu igen var gået om iSØ. Vi prøvede at fire på storsejlet, men vi kunne ikke få det ned, det sad i bekneb, så bedstemanden og jeg måtte til vejrs, og ved hjælp af skræddertaljer og brækjern fik vi dog gaflen på plads og sejlet firet af. Så fornyede vi låsewiren og satte nye træruller på den og satte sejlene igen, faldt af for vinden og fortsatte sejladsen.

Det var godt, Bonavista var så rolig i søen, ellers havde det ikke været så sjovt at sidde oppe i masten i de små to timer, detvarede. Det var en kold omgang, og fingrene var stive af kulde, så det var godt at komme hen i kabyssen og få en kop brandvarm kaffe.

Havnene i Polen var ikke særlig spændende, selv nu seks år efter krigsafslutningen var der ikke genopbygget ret meget, og folk manglede næsten alt - især klæder og mad. Landgang var kun tilladt i dagtimerne, og man måtte ikke gå alene i land, vi skulle helst være en to tre stykker, da nogle søfolk var blevet bestjålet. Ingen civile måtte komme på havnene, og ved hvert skib stod en grænsegendarm, som kontrollerede alle, som gik om bord eller fra borde. Alle skulle vise pas og blev noteret i gendarmens kontrolbog.

En dag, vi lå i Kolobzeg, skulle vi fylde ferskvand, så vi gik tre mand med hver et par pøse og hentede vandet ved en vandhane ca. 50 meter fra skibet og bar det tilbage og tømte det i skibets vandtank. Hver gang vi gik op i land og kom tilbage, blev vi kontrolleret og noteret i kontrolbogen. Det blev til mange landgange den dag. I Østtyskland var der også politivagter ved skibene, men her vistes kun pas, hvis man skulle forlade havneområdet. I Vesttyskland var der ingen kontrol. Men her kom der tit folk og tiggede mad, og jeg tror, at tyskerne vidste, at til de danske skibe gik de sjældent forgæves, og ingen kan vel afvise mennesker, der sulter, og vi led jo ingen nød.

Da vi nåede hen til december, havde vi en enkelt last briketter til Marstal. Den eneste last, jeg har været med til at losse i Marstal. Den sidste rejse, vi havde, var en rejse fra Stralsund til Korsør med briketter, og det passede så fint, at vi efter endt losning kunne komme hjem til Marstal lillejuleaften. Her blev vi så afmønstret,  og hermed var så min tid i de små træskibe slut, og jeg kunne begynde på navigationsskolen først i januar 1952.

Men Bonavista sejlede videre og gør det den dag i dag. Nu sejler hun ikke med gods mere, men med sejlglade passagerer. Hun er atter rigget som skonnert, og med stor sejlføring sejler hun de danske farvande tynde og deltager med stort held i mangen kapsejlads.

(Marstal Søfartsmuseums årbog 1998)

Sejlads med Bonavista https://marmus.dk/