Lidt om Marstals historie

Lidt om Marstals historie

Marstal - Byen ved Hav - et globalt lokalsamfund med havet som opland

Marstal er fra yderst til inderst en Skipperby. De flittige Sømænd har rejst sig et Hjem i Hast, når de en Stund lå over. Hus har føjet sig til Hus, som de kunde bedst, uden ringeste Orden og Plan. En Mur springer kækt frem over Fortovet, en anden trækker sig beskedent tilbage bag en lille Blomsterhave. De fleste Gader er så smalle, at to Vogne næppe kan passere hinanden - et To-Etagers Hus skal man lede længe om i Marstal. Det gjaldt jo blot om at bygge sig en lille Kahyt, hvor Mutter og Rollingerne kan sidde lunt og trygt, mens Fatter er på Søen, og hvor Fatter selv kan hvile sig ud, når han kommer hjem, hvor han kan hænge sin Køje, når han bliver gammel og ikke dur til andet end at sidde stille og tære på Spareskillingerne og drive ned til Havnen og kritisere Nutidens Sømandskab.

Og det Mål er nået. Husene er indentil lige så propre og pyntelige, som de er små. Søen er Vejen til Fornøjelse og daglig brød og voksende velstand. Og den er frisk og farbar Året rundt. Markerne rundt om hører ikke Byen til; de får blive Landkrabbernes Sag. Og midt i Byen løfter Kirken sit grimme, tjærede Træspir. Rundt om den ligger Skippere og Sømænd på Rad med pæne Kors over sig - alle de af Marstallerne, der ikke blev derude, hvor de levede deres meste Liv.

Så ligger Marstal der som en stille Skipperby, der År for År sender sine Børn ud i Verden og tager gladelig mod dem, når de kommer hjem igen. Den er ikke andet end sådant et Sømandshjem og vil ikke gå og gjælde for mere……

Sådan skrev forfatteren Carl Ewald i 1893 – og byen har beholdt sin egen charmerende struktur med buede snoede gader – ikke alt for linealret og kedeligt prangende. Ind imellem snor nogle små gemytlige miljømættede smøger sig, lokalt benævnt snorrer.


Marstal er ”Byen ved Hav”, og byens indbyggere færdes ude i verden på søvejen, som der berettes om i forfatteren Carsten Jensens store Marstalroman ”Vi de druknede” fra 2006.

Havnen er byens centrum, herfra stråler gaderne op i land, omkranset af de forskelligartede huse.

I takt med byens vækst, fra den spæde start i slutningen af 1400-årene, er der lagt ”ringveje” som årringe rundt om byen. Sådanne færdselsårer går på tværs af hovedretningen til og fra havnen, derfor hedder den første da også meget betegnende Tværgade. Nummer to er Kirkestræde, der går til kirken, der stod færdig i 1738 med et ”grimt tjæret træspir”, som Carl Ewald skriver. Spiret er i 1920 udskiftet med et regulært kirketårn. ”Ring 3”, der omkranser den egentlige by, er benævnt Vestergade.

Få af Marstals huse er i sig selv bemærkelsesværdige, men helheden – det brogede uautoriserede gadebillede med selvhjulpent arkitektur i tæt samspil med havnen er interessant og bevaringsværdigt. I denne mangfoldighed, der er kendetegnende for Marstal og marstallernes holdning, ligger byens sjæl.

Log in

© Marstal Søfartsmuseum 2015-2018
Design, produktion og seo: demand.dk